Spring til hovedindhold
Afgørelse

Endelig vedtagelse og bekendtgørelse af tillæg nr. 11 til kommuneplan 2025

Ændrede anvendelsesbestemmelser til boligformål for to områder, der er rammebelagt til offentlige formål.
Afgørelse
vedtaget
Dato for afgørelse
onsdag d. 3. juni 2026

Dato for annonce: Den 3. juni 2026

Aarhus Byråd vedtog i mødet den 20. maj 2026 tillæg nr. 11 til Kommuneplan 2025.

I referatet fra byrådsmødet kan du se byrådsindstillingen og alle bilag

Kommuneplantillægget ændrer anvendelsen for to arealer, så de bliver rammeområder til boligformål. Ændringerne har baggrund i to høringsbidrag i forbindelse med den offentlige høring af forslag til Kommuneplan 2025. Begge høringsbidrag indeholdt ønsker om at kunne anvende arealer udlagt til offentlige formål, og hidtil anvendt dertil til boligformål.

Med vedtagelsen af Kommuneplan 2025 den 17. december 2025 besluttede byrådet at sende ændringsforslagene i offentlig høring i fire uger i form af et kommuneplantillæg i stedet for en fornyet høring af kommuneplanforslaget. 

Miljøvurdering

I henhold til § 4 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) er der truffet afgørelse om, at kommuneplantillægget ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering. 

Det er Aarhus kommunes vurdering, at planen er omfattet af undtagelsen i lovens § 8, stk. 2, nr. 1, da planen kun ændrer anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og bebyggelsens omfang fastholdes. Det er på baggrund af en screening i henhold til miljøvurderingslovens § 10 vurderet, at planen ikke vil medføre væsentlige påvirkninger af miljøet.

Offentlig høring

Forslag til tillæg nr. 11 har været i offentlig høring i perioden 9. februar 2026 til den 9. marts 2026. Der er ikke indkommet høringssvar.

Tillæg nr. 11 til Kommuneplan 2025 er offentligt bekendtgjort på plandata.dk den 3. juni 2026 og kan findes her 

Retsvirkning

Kommuneplanen er bindende for kommunalbestyrelsens planlægning og administration og danner grundlag for kommunens lokalplanlægning og øvrige arealdispositioner.

Kommuneplanen er ikke direkte bindende for borgere og grundejere og giver ikke i sig selv ret til at gennemføre ændringer i anvendelsen af arealer eller bebyggelse.

I henhold til planlovens § 12 kan kommunalbestyrelsen modsætte sig udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse af arealer og bebyggelse, der er i strid med kommuneplanens rammer, hvis kommunalbestyrelsen agter at tilvejebringe en lokalplan.

Klagevejledning

Kommuneplanen er vedtaget i henhold til lov om planlægning. I henhold til planlovens §58 stk. 1 nr. 3 kan retlige spørgsmål i forbindelse med kommuneplanen påklages af alle, der har retlig interesse i planen.

Hvis du ønsker at klage over planen, kan du klage til Planklagenævnet via siden Naevneneshus.dk. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen.

Klagen skal være modtaget af Aarhus Kommune inden 4 uger efter denne annonces dato.

Domstolsprøvelse

Hvis et spørgsmål ønskes prøvet ved domstolene, skal sagen anlægges inden 6 måneder. For afgørelser, der er offentligt bekendtgjort, regnes fristen fra annoncens dato.