Luft-til-vand-varmepumpeanlæg vest for Studstrupanlægget - Hvad skal vi huske at undersøge i miljøvurderingen?
Høringssvar fra Studstrup Borgerforening
Studstrup Borgerforening er ærgerlige over at vi blev glemt i første høringsrunde og forventer at i forholder jer til vores tanker nu.
Som borgerforening støtter vi naturligvis op om den grønne omstilling og udfasningen af biomasse til fordel for el-baseret fjernvarme.
Da der her er tale om et teknisk anlæg i særskilt stor skala (et areal på op til 11 hektar med markante bygninger og høje akkumuleringstanke), har vi en række væsentlige ønsker til emner, der skal undersøges tilbundsgående i den kommende miljøkonsekvensrapport.
Vi ønsker specifikt følgende punkter belyst og minimeret:
Et anlæg af denne størrelse med adskillige store luftindtag og kompressorer vil uundgåeligt generere støj. For borgerne i Studstrup og de omkringliggende ejendomme er det afgørende, at der laves præcise målinger og simuleringer af både almindelig støj og lavfrekvent støj, herunder hvordan støjen påvirkes under forskellige vind- og vejrforhold. Vi ønsker at i forholder jer til støjdæmpning, indkapsling af maskineri og etablering af støjvolde/beplantning, så anlægget reelt er støjneutralt over for de nærmeste boliger – også om natten.
Placeringen af store industribygninger og akkumuleringstanke vil ændre landskabsbilledet markant i et område, der i dag fungerer som en grøn buffer og rekreativt landskab. Vi ønsker at der tages højde for afskærmende beplantning (skovbælter), så anlægget skjules bedst muligt i terrænet.
Erfaringer med store luft-til-vand-anlæg viser, at de trækker enorme mængder energi ud af luften, hvilket kan skabe en lokal "kuldesø" eller ændrede mikroklimatiske forhold i vindretningen. Miljøvurderingen skal belyse, hvordan den kolde udblæsningsluft vil påvirke nærområdet. Vil det medføre øget lokal tåge, rimfrost på veje og stier, eller påvirke vækstsæsonen for den omkringliggende natur og landbrugsjord?
Der skal udarbejdes en klar logistik- og trafikplan for anlægsfasen, som sikrer, at store entreprenørmaskiner ikke belaster landsbylivet, skaber farlige situationer på skoleveje eller ødelægger det lokale vejnet.
Studstrup har i årtier lagt jord til kritisk energi-infrastruktur i form af Studstrupværket. Lokalsamfundet har i den grad ydet sit bidrag. Når der nu planlægges endnu et stort industrielt anlæg tæt på byen, forventer vi, at Aarhus Kommune og Kredsløb vægter hensynet til lokalsamfundet.
Med venlig hilsen,
Studstrup Borgerforening
Download høringssvar som pdf