STORHEDSVANVID eller FALSK VAREBETEGNELSE
"Banekvarteret er en unik, bæredygtig grøn bydel dybt forankret i Aarhus´s sjæl, egenart og historie, og som med internationale inspirationer og ambitioner skaber et bymiljø af højeste kvalitet og format - til glæde for byens borgere og til inspiration for kommende byudvikling i hele verden."
Citat fra projektforslaget. Det kan modargumenteres, hvilket jeg vil forsøge følgende.
UNIK BYDEL
Der er intet i projektet der fremstår som unikt, alt er set før endog for mange år siden og tilsvarende forladt til fordel for, stadig tætte, bebyggelser men med helt andre og attraktive bolig- og bygningsformer.
Aarhus Ø-kvarter er et eksempel på en boligbebyggelse med høj tæthed og store bygningshøjder, hvor grænsen for tæthed ifølge flere fagfolk er overskredet - bebyggelsen har dog herlighedsværdi i beliggenheden ved vandet, værdier som ikke findes i Banekvarteret til at formilde tætheden eller belastningen af de tilstødende ældre bevaringsværdige boligmiljøer eller for byen som helhed med en fortætning af bymidten med tilsvarende trafikbelastning og forurening.
Byg tæt på steder der trænger til det, hvor det vil tilføre liv, fornyelse og aktivitet - ikke der, hvor det vil smadre det i eksisterende bebyggelse eller ved fjernelse af natur.
BÆREDYGTIG BYDEL
Projektet fremføres som en bilfri bydel. Det er selvfølgelig på ingen måder tilfældet, hvad alene det enorme parkeringsdæk under bebyggelsen taler for. Selvfølgelig skal bebyggelsen trafikbetjenes og bilerne frem til den ekstremt tætte bydel, til bymidten, hvor det i forvejen stærkt belastede vejnet vil blive yderligere belastet, med tilsvarende forurening og forringelse af miljøet. På et tidspunkt hvor togene overgår fra diesel til el for at reducere forurening, er dette i sig selv en modsigelse. En bebyggelse er ikke bilfri fordi bilerne "usynliggøres" under betondæk og dermed "tilsyneladende" er væk.
Al bebyggelse skal efter nutidens normer opføres bæredygtigt, det er altså ikke noget specielt at fremføre for Banekvarteret.
GRØN BYDEL
Banegravens skråninger har byens måske eneste "vild natur" helt ind i bymidten - store, smukke, gamle træer i uplejet buskads med tilhørende dyreliv - fugle, pindsvin, egern, insekter og større dyr som kommer ind fra ådalen harer, ræve, grævling m.m. Det er en kæmpe kvalitet for byen og dens beboere at have arealer som disse. Hallssti langs baneskræntens natur er en smuk genvej gennem byen for fodgængere og cyklister.
Projektet til Banegraven fjerner disse smukke og værdifulde grønne områder og påstår, at de vil omdanne "brown field" til vild natur, genoprette naturen, øge biodiversiteten, have "naturkvalitet" som en del af hverdagen.......
Projektet derimod viser grønne tage og facader, blomster i krukker og små træer i kummer.....på ikke mindre end to underliggende etager, parkering og togspor, med enorme betondæk og konstruktioner til følge. Ingen af projektets begrønninger vil kunne opfylde de store ord og fremførte postulater. Det er ren pynt og imitation af natur. Samtidig som den eneste vilde natur i bymidten fjernes.
BYDEL FORANKRET I SJÆL, EGENART OG HISTORIE
Hvad man ikke har selv, må man åbenbart skaffe sig på anden måde..... Forankringen i "sjæl, egenart og historie" argumenteres gennem inspiration fra historien om banegravens udvidelse i 1926 og fjernelsen af Hallsvej. Og konkret ved at "sjælen, egenarten og historien" i den tilstødende bebyggelse på Frederiksbjerg mellem Jægergårdsgade og Hallssti bliver taget som gidsel og "voldtaget" ved at de små blinde sidegader ned mod gang- og cykelstien med den smukke gamle bevoksning bliver omdannet til indfaldsporte til det nye ekstremt tætte og høje cityområde og med fjernelse af netop træerne langs banegraven. Gaderne er klassificeret som rene boliggader med både arkitektonisk og kulturel bevaringsværdig bebyggelse og miljø. Der er "sårbare" boliger i stueetagerne overfor forøget gennemgang og trafik. Disse gader bliver totalt smadrede som boliggader og gidsler for cityudvikling.
I projektets illustrationsmateriale, renderinger med glade mennesker, blomster og fuglefløjt....vises netop disse groteske sammenkoblinger med massive bebyggelser mod Hallssti, hvor alt grønt er fældet, til de små sidegaders miljø og bebyggelse, der aldrig har været tænkt som eller egnet til at fungere som hovedadgangsveje fra Frederiksbjerg til et tæt og højt citykvarter. Alene tanken om at skulle være nabo til mangeårige anlægsarbejder i den størrelsesorden tror jeg kan skræmme mange fra "hus og hjem".
BYDEL MED INTERNATIONALE INSPIRATIONER OG AMBITIONER TIL INSPIRATION FOR HELE VERDEN
I al beskedenhed er jeg via mit fag velorienteret i planlægning og byudvikling og det er, for at sige det pænt, svært at se, projektet kan leve op til disse svulstige formuleringer.
Det er et projekt stærkt præget af omstændighederne med elektrificering af togene og de deraf nødvendige arbejder, hvor man så griber chancen til at "slå flere fluer med et smæk" og lade citybebyggelsen være en del af financieringen.
Det er forståeligt, at der er brug for "store ord" for at overtale, men ikke troværdigt.
Det er et tidstypisk projekt, der kunne ligge næsten hvor som helst - bare ikke lige der, hvor det er placeret, som en trafikskabende, forurenende prop i city og med alvorlige skadevirkninger på tilstødende lavt boligområde i sammenfletningen dermed. Projektet er placeret midt i byens grønne lunge, hvor naturen fra ådalen kommer helt ind, hvor udsigten, den friske luft og togenes kommen og gåen er. Man kan ikke bare skubbe grænsen for ådalen ud, længere væk, fra Bruuns Bro til Frederiks Bro til Ringgade Broen.....hvad kommer næst. Det er netop ådalen med togene, der skal helt ind i byens midte, med alt hvad det tilfører af kvaliteter til byen. Solnedsgangspladsen i projektet skal netop ikke ligge ud mod en trafikeret gade, Frederiks Allé, som barriere foran solnedgangen eller ådalen. Den skal selvfølgelig ligge i niveau med Bruuns Bro direkte ud mod naturen
og tilføre Banegårdspladsen, Rådhusparken og Bruunsgade uvurderlige, helt særlige og stedsspecifikke kvaliteter og til hele byen, dens beoere og gæster.
Og selvfølgelig skal der ikke bygges højhuse så tæt på rådhustårnet og Sct. Pauls Kirken´s spir, at de bliver næsten latterliggjorte i deres lidenhed og betydning.
VISION
En ikke helt ny vision kunne være at konvertere og bibeholde banegraven ind i bymidten, som byens lunge, som landskab fra ådalen, natur med rodnet i rigtig jord og tilsvarende biodiversitet, frisk luft, vestenvind og solnedgang direkte ind i byens midte, bibeholdelse af banesporene, togenes afgang og ankomst i dagslys og ikke nedgravet i mørket, med længslen efter hjemkomst og udrejse, og med alle former for aktiviteter og væren i et landskabsrum i byen.
Forslag til overdækning af banegraven er heller ikke nye. Når man ser tilbage, kan man prise sig lykkelig for at ingen af dem blev realiseret.
Inspirations kilderne er talrige fra både ind- og udland. Helt særlige er landskabs projekterne Hudson River Park og High Line i New York, steder som tiltrækker både lokale og besøgende fra hele verden, eller Nørrebroparken i København med aktiviteter af al slags mellem tætte boligområder - alle projekter med togspor.
Vi har i Aarhus og i Danmark højt kvalificerede og visionære landskabsarkitekter, der kunne mestre opgaven med at udvikle banegraven som et landskabselement i byen, der forener togenes spor og naturen for at give byen unikke muligheder og rum for ophold, leg, aktiviteter, slentre, gåture, løb, skateboard, tennis, frisk luft, udsyn......og meget mere. Og vi vil kunne bevare de gamle og smukke træer og gerne tilføje flere. Det vil have noget særligt at tilbyde for mange forskellige grupper af både børn, unge, voksne og gæster.
Det vil kunne give sammenhæng på tværs i byen. Og det ville blive befriende frem for snærende.