Gå til hovedindhold
Debatoplæg - Overdækning og nyt bykvarter over banegraven

Overdækning af banegraven

Der er forskel på at tage ind til byen og at bo i byen. Århusianere, der bor i forstæderne, tager ind til byen for at spise ude og gå på café, nyde kulturelle arrangementer og shoppe. For mange er byen et centrum for forlystelser, og de kan lide at mærke byens puls. Når man er mæt af Midtbyens tilbud, tager man hjem og slapper af i fredelige omgivelser ude i forstæderne indtil næste bytur. Fint nok. De er velkomne.

Man skal imidlertid huske, at der rent faktisk er over 70.000 mennesker (inkl. Langenæs), der rent faktisk bor i byen. For os er byen vores hjem. Vi kan ikke tage hjem til ro og fred i forstaden. Vi bor her. Og lige som forstadsbeboerne ikke har lyst til at gå i Tivoli Friheden hver dag eller hele tiden skulle kæmpe om pladsen på fortorvet, så har byens beboere tilsvarende behov for lidt ro på. Bare en gang imellem.

Vi vil også gerne kunne se den blå himmel. Høre en fugl kvidre. Dufte en blomst. Mange af os er derfor bekymrede for den fortætning af Aarhus Midtby, der tilsyneladende ingen grænser har. Overdækningen af banegraven med op til 1000 nye boliger er et ekstremt og hjerteløst eksempel på, at byrødderne ikke har nogen indsigt i eller empati for behovene hos Midtbyens beboere.

Jeg har googlet samtlige byrådsmedlemmer. Den viser, at fem byrådsmedlemmer har adresse i byen, nemlig på Frederiksbjerg, i Høeg Guldbergsgade, på Ringgaden og to i Midtbyen. De øvrige 27 medlemmer af Byrådet bor i Skejby, Skødstrup, Trøjborg, Aarhus V, Mejlby, Harlev, Egå, Lystrup, Beder, Brabrand, Viby, Højbjerg og andre forstæder. JyllandsPosten har adskillige portrætter af byrådspolitikere, hvor de fremhæver netop roen og naturen i forstæderne som et plus på livskvalitetskontoen. Hvad med lige at overveje midtbybeboernes livskvalitet. Den bliver i høj grad trådt under fode med en endnu mere intensiv fortætning af Midtbyen.

Når man går henover Bruuns Bro og kigger mod vest, er der himmel, så langt øjet rækker. Den himmel og det udsyn vil forsvinde, hvis man bygger. Der skal bygges urimeligt højt og tæt, hvis man vil op på det planlagte antal boliger og skattekroner.

Projekt overbygning af banegraven praler af at være den mest bæredygtige og grønne bydel nogensinde. I hele verden. Hvad laver en kæmpestor parkeringskælder til biler egentlig i det projekt? Og hvad er der nu galt i at gå henover enten Bruuns Bro eller Frederiks Bro for at komme fra det ene kvarter til det andet?

Hvis man var virkelig visionær i Aarhus Byråd, ændrer man området til en grøn kile henover banegraven. En kæmpestor park med bynatur og biodiversitet, sports- og legefaciliteter, hvor folk fra nær og fjern kan udfolde sig. Det ville oveni købet være godt for folkesundheden. En oase af liv og mangfoldighed. Dét ville virkelig sætte Aarhus på landkortet! Drop planen om at proppe endnu flere mennesker, flere cafeer, flere (tomme) butikker ind på alt for lidt plads. Vi har rigeligt. Lad os få noget luft. Vi er allerde ved at kvæles!
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Ane Locht

Indsendt

17/09/2020 20:07

Sagsnummer

HS3295397

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Midtbyen
Hørings-id

H191

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00