Planerne om at overdække og bebygge Banegraven var en chokerende nyhed sidste år, da Banegraven i så mange år har bragt lys og luft ind til Århus Midtby. Ikke mindst fører den en grøn kile helt ind i byen, hvor skrænten på sydsiden langs Hallssti med højstammede træer og buskadser skaber levesteder for det vilde dyreliv. Her kan man høre skovfugle som Gransanger, Rødstjert, Munk udfolde sig i foråret og en del af sommeren.
Netop i disse år med klima og biodiversitet på dagsordenen kan det ikke være rigtigt, at man vil fælde træer og rydde grønne levesteder tæt på borgerne i Midtbyen. Et sådant område kan slet ikke erstattes med enkeltstående træer og anlægsgartnernes belægningsdrømme omkring kultiverede bede.
Det er klart, at kommunekassen som altid er halvtom og så er det godt med tæt, mere eller mindre høj bebyggelse, som kan sælges til tårnhøje priser - måske...
Det er klart, at vækst og udvikling har et tungt lod i vægtskålen, men glem ikke Københavns Kommune, som nu prioriterer store "vild med vilje" områder midt i byen. Eller Berlin, som lader store banearealer ligge og gro til helt af sig selv. Her kan man høre nattergale midt i metropolen!!
Hvis det ikke kan være anderledes, så vil jeg komme med et forslag om at bevare så meget af den nuværende skrænt ved Hallssti som muligt. Lad der fortsat være plads til det vilde og start bebyggelsen længere inde med gang- og cyklebroer til at forbinde Hallssti henover den grønne skrænt. Borgerne vil kunne kigge ind i noget vild natur og med held også høre noget fuglesang. Det er vigtigt, at husene ikke tager lyset fra det grønne område, så kun 2-etager i første række mod Hallssti!!