Når jeg ser på skitsen, ser det meget tæt ud, højt ud og ikke særlig originalt. For mig er det vigtigt at leve, blandt andet i en by som giver åndehul, inspiration og mødepladser for alle som bor og lever i den, og især også for naturen.

Noget af det jeg elsker ved Aarhus er regnbuen på Aros – den giver mig glæde i alle årstider, den lyser op og giver byen særpræg og skønhed. Og mange kommer og vil opleve netop den. Når jeg ser på skitsen – ser jeg ikke noget, som vil løfte og inspirere ved første øjekast.

Jeg er meget glad for, at det skal være bæredygtig. Og hvordan vil man sikre at det så bliver det? Og hvilke materialer vil så blive brugt? Der må jeg sige at jeg ikke har så stor tillid til, når jeg ser på hvad, der er blevet bygget den sidste tid i Aarhus.

Det er godt at det er grønt på billedet – men hvor er samlingsstederne for menneskene? Og har vi tænkt på biodiversiteten? For her er der vel allerede en del natur og biodiversitet, som hellere kunne forstærkes, i stedet for at lægge låg på og bygge ovenpå?

Jeg elsker at se togene komme ind til Århus og gå ud fra Aarhus. Det giver mig en følelse af frihed og eventyrlyst. En mulighed til at sige velkommen og farvel. At mærke at jeg er med i en fælles og større fortælling. Og det er dejlig at kunne se ud mod Ringgadebroen og belysningskunsten der. Det er dejlig at se i det hele taget– og opleve afstand og kunne orientere sig i en by. Jeg er bange for, at det bliver for tæt og for højt og for lille plads til udsyn og indsyn, for planter, dyr og mennesker og for meget af det samme man ser overalt. Vi har behov for fantasi, inspiration og håb i den tid vi lever i.

Jeg har behov for at forstå hvad for et samsfund, vi bygger, når vi udvikler vores by. Det vil jeg gerne se og opleve, med eller uden banegravsprojekt. Og jeg hælder nok mest til uden banegravsprojekt, som det ser ud nu.