Århus har en – én – mulighed for at gøre det rigtigt når, eller hvis, banegraven skal overdækkes.

Forudsætningen er at processen kører professionelt, transparent og med et klart sigte om at være til fordel for Århus’ borgere.

Det er desværre ikke den oplevelse man sidder med.

For det første er udviklerholdet åbenbart valgt på forhånd, og er en sær blanding af kommunale og private interesser. Det virker uprofessionelt at Århus Kommune binder sig til én bestemt udviklergruppe – det giver indlysende en ugunstig forhandlingsposition, som giver Århus’ borgere mindre værdi, end det ellers ville være muligt, hvis denne unikke mulighed blev udbudt i konkurrence. Her bør stilles krav og skabes konkurrence for at sikre mest mulig værdi for borgerne.

For det andet fremstår forløbet ikke transparent. Hvorfor får netop denne udviklergruppe tilbudt adgang til en af de mest centrale, sårbare – og potentielt lukrative – placeringer i byen? Igen vil en konkurrenceudsættelse kunne fjerne det lag af tåge, der indhyller det forudgående forløb. Borgerne bør kunne have fuld tillid til at kommunale – borgernes – interesser varetages op mod privatøkonomiske.

For det tredje er det svært at se, at udgangspunktet for processen skulle være Århus borgeres tarv. Den meget høje bebyggelsestæthed, som oplægget rummer, har aldrig været et godt svar på kvalitet, hverken for de forbipasserende brugere eller for de kommende beboere i denne bydel, men giver mest mening set ud fra et maksimeringshensyn for udviklersiden. Oplæggets udsagn om, at ”en overdækning af Banegraven vil give mulighed for at bygge en bydel, der kan være med til at binde midtbyen omkring Aarhus H bedre sammen, til gavn for såvel nabokvarterene som beboere og brugere i nærområdet” fremstår som tom snak, al den stund, at passagen frem og tilbage over banegraven netop på dette stykke ikke har behov for yderligere ’broer’ – hvor skulle de gå hen? Kig på kvarteret på ’Midtbysiden’; det er ikke fordi det kalder på endnu en forbindelse.

Som forløber for en konkurrenceudsættelse, bør der derfor foregå en borgerinddragelsesproces, som får belyst borgernes behov – hvad skal stedet kunne; hvilke drømme skal det opfylde, og hvilke ambitioner ønsker vi som borgere at byudviklingen har i forhold til biodiversitet, byens åbne grønne rum, højder, skygger, tæthed osv. Skal denne grønne kile overhovedet lukkes, og forarme byens dybe, tværgående kig fra hjertet helt ud til de grønne høje i horisonten? Borgerne skal høres!

Måske man burde se på, hvordan Frederiksberg Kommune arbejdede med en om end noget mindre, men tilsvarende kompleks, central og for borgerne vigtig grundudvikling:

På hjørnet af Frederiksberg Allé og Platanvej ligger en eftertragtet grund. Her skal være en Metrostation, og derfor er den kompleks at bygge oven på.

Nu skal der opføres et Madkulturens Hus; byggeriet bliver 3500 m2, og skal også rumme 30 boliger; metroindgangen bliver en integreret del af komplekset.

Dette projekt er resultatet af en BYGHERREKONKURRENCE, som Frederiksberg Kommune afholdt. Konkurrencesvaret skulle både indeholde et projekt med beskrivelse af funktioner, materialer og andre kvaliteter, samt den pris, udviklergruppen ville betale for grundens byggeretter. I den åbne invitation til konkurrencen blev der bla. forlangt, at komplekset skulle rumme en borgerrettet funktion, som kunne understøtte Frederiksberg Alles rolle som centrum for bylivet på Frederiksberg – dette efter en borgerproces.

Men vigtigst: Det blev med konkurrencen demonstreret, at det er muligt at få udviklet, prissat og prioriteret hensynet til bykvalitet, når byen skal have udviklet sine vigtigste byggegrunde.

Flere teams bød ind – og prisen hang naturligvis sammen med den tilbudte kvalitet! I dette tilfælde blev det gjort klart for beslutningstagerne, at jo større pris, de fik hjem for grunden, desto mere forarmet var det tilbudte byggeri!
Dermed fik beslutningstagerne også en unik mulighed for at foretage en reel afvejning af prioriteringer mellem tilbudt pris og tilbudt bykvalitet. Kvalitet koster! Resultat blev en smuk afvejning af pris og projekt. Man valgte ikke bare den højestbydende, men den bedste kombination af pris og kvalitet.

Fører man denne indsigt tilbage til banegravsprojektet i Århus, bliver det indlysende, at hvis én bestemt udviklergruppe på forhånd får foræret chancen alene, forsvinder motivationen til at give byen det bedste. Motivationen bliver udelukkende at optimere egen gevinst. Og får man ikke hørt borgerne om ønsker til stedet – og om det overhovedet giver mening og værdi for borgerne – mister man også muligheden for at stille kvalitative krav. Det er simpelt. Og et uopretteligt tab for Århus.

Århus Kommune må og skal bevare en stærk forhandlingsposition, og et urokkeligt blik for kvalitet, så byens borgere får det bedste for byen og borgerne – ikke for udviklerne.

Dette gøres kun med en ordentlig borgerinddragelsesproces, og dernæst en konkurrence som åbner for, at andre udviklergrupper kan gå ind i en dyst om hvem, der kan levere den højeste kvalitet på byrum, byliv, grønne rum, biodiversitet og ægte bæredygtighed, som jo ikke er økonomisk bæredygtighed for udviklerne, men social, miljømæssig og samfundsøkonomisk for byen og borgerne.