Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan og Tillæg nr. 60 til Kommuneplan 2017 for Ø-gadekvarteret

Kulturmiljøer og gadebelysning

Det er dejligt, at Aarhus Kommune med en helhedsplan for Ø-gaderne anerkender og ønsker at arbejde med de kvaliteter, som området rummer. Det er et af byens allermest attraktive kvarterer, og det skyldes i høj grad, at der er en stor variation. Det skyldes også, at der kun i moderat omfang sker drastiske ændringer, som forringer bokvaliteten og kulturmiljøet. Med en helhedsplan forventer vi, at Aarhus Kommune fastholder et fokus på eksisterende kvaliteter.
SAVE-registreringen er et godt redskab til at synliggøre de kulturhistoriske miljøkvaliteter. Det er med til at gøre beboerne mere bevidste om, at deres huse indgår i en helhed, og at det er af betydning at tænke sig om ved renoveringer. Vi kan dog observere, at kommunens byggesagsbehandling ofte ikke har den fornødne opmærksomhed på bygningsdetaljer. Der tillades eksempelvis i bevaringsværdige huse udskiftning af døre og vinduer til fejlproportionerede nye, og materialevalg og overfladebehandling er heller ikke altid i overensstemmelse med områdets alder og udseende. I særlige enkelttilfælde kan der ses enestående eksempler på virkelig gennemarbejdet ny arkitektur i kvarteret, men oftest er der tale om byggevildskud på grund af ejernes og byggesagsbehandlingens manglende opmærksomhed og viden.
Vi kan se, at mange huse ikke indgår som bevaringsværdige i SAVE (for eksempel i Sjællandsgade og Hjelmensgade), ofte fordi de har undergået tidligere skæmmende facaderenoveringer. Kommunen bør oprette en kategori, som kan vise ejerne, at deres hus måske med mindre greb kan få en plads blandt bevaringsværdige byggerier. Det kan også hindre den meget uhensigtsmæssige, (men desværre tilsyneladende af Byrådet accepterede) developer- og byggefirmastyrede screening efter profitable bygge- og fortætningsmuligheder. Forskellige sager i kvarteret må nu have overbevist Byrådet om, at beboerne ikke ønsker denne uhæmmede kapitalisering af kvarterets kvadrat- og kubikmeter. Det er væsentligt, at kommunen i helhedsplanen og i kommuneplanens rammedel ikke indbyder til, at kvarteret med mange bittesmå studielejelejligheder bliver til at gennemtrækområde med negative konsekvenser for bylivet. Vi vil stærkt opfordre til, at kommunen generelt reviderer sin alt for unuancerede og utidssvarende holdning til fortætning. Ligesom andre steder i byen har Ø-gadekvarteret præcist en tilpas tæthed. Der bør i rammebestemmelserne indgå gennemtænkte for det enkelte delområde maximale bebyggelsesprocenter, minimale boligstørrelser og andre af denne fra kommuneplanlægningen i almindelighed kendte rammebestemmelsestyper. Det er meget ubetryggende, at der mangler sådanne lokalområdespecifikke bestemmelser, og man kun henviser til de ”generelle rammebestemmelser”.
Som medlem af Belysningsgruppen kan jeg konstatere, at belysning ikke er nævnt i rammebestemmelserne. Belysningsgruppen ønsker at bevare en varm belysning (1800-2300 Kelvin) og undgå den skingre og blå LED-overbelysning, som Kommunens belysningsafdeling desværre har foreskrevet og stædigt vedholder. Vi foreslår, at der i alle rammebestemmelser under tekniske anlæg indføjes en sætning om gadebelysning. For de indre og stille gadeforløb bør der stå noget i retning af: ”Gadebelysningen fastholdes som wirehængte lamper med en maksimal Kelvingrad på 2300.” I gader med gennemkørende trafik kan der for eksempel stå noget i retning af: ”Gadebelysningen må maximalt have en Kelvingrad på 3000”.
Kommunen lægger op til en stillingtagen til gadearealerne, herunder en begrønning og en indpasning af parkering m.v. Det er meget udmærket, men kommunens illustrationsplaner viser, at der tilsyneladende endnu ikke er taget detaljeret stilling til gadeforløbene. Placeringen af træer fremtræder såedes i helhedsplanen skabelonagtigt. Vi foreslår, at kommunen udarbejder en lokalplan for de offentlige arealer i Ø-gadekvarteret, hvor man med noget større omhu og tværfaglig professionalisme fastlægger, hvad der skal ske med begrønning og andre overflader og andet udstyr. Her vil det være formålstjenligt med en stor detaljeringsgrad og omhyggelighed at indarbejde gadebelysningen, idet den nødvendigvis må spille sammen med bearbejdningen af andre overflader og andet gadeudstyr. Der er også brug for i den sammenhæng at få omplaceret fejlplacerede gadelamper. Vi kan i forbindelse med vores protester mod gadelampeudskiftningen forstå, at belysningsafdelingen ikke er i besiddelse af kompetencerne til at lede et sådant arbejde, og vi beder om, at kommunen trækker andre eksperter ind. Vi vil gerne som beboere i kvarteret assistere kommunen med at få detaljerne i en sådan lokalplan på plads.
Helhedsplanen er et godt grundlag, som med justeringer, jf ovenfor, og opfølgning med lokalplanlægning kan indgå i yderligere kvalitetsforbedringer af Ø-gaderne.
Anne-Mette Hjalager, Høegh-Guldbergs Gade 69B
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Anne-Mette Hjalager

Indsendt

04/11/2020 15:45

Sagsnummer

HS9971952

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Midtbyen
Hørings-id

H194

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00