Orientering om offentlig høring af Spildevandsplan 2027-2032
Vedrørende Spildevandsplan 2027-2032 – separering af fælleskloak ved Brendstrupvej 126C
Jeg har modtaget orienteringen om, at den eksisterende fælleskloak i området omkring Brendstrupvej 126C er planlagt separeret i perioden 2033-2040.
Jeg har forståelse for formålet med separeringen, men ønsker samtidig en afklaring af ejer- og betalingsforholdene i forbindelse med projektet.
På ejendommen foreligger en tinglyst deklaration fra 1965 vedrørende de fælles kloakforhold. Jeg vil derfor gerne have oplyst:
1. Hvilke eksisterende kloakledninger i forbindelse med den planlagte separering betragtes som offentlige, og hvilke betragtes som fællesprivate?
2. Hvem skal afholde udgifterne til separeringen af den eksisterende kloak i vejen/offentligt areal, herunder etableringen af de nye stikledninger frem til ejendommen?
3. Hvilken betydning har den tinglyste deklaration fra 1965 for ejer- og betalingsforholdene i forbindelse med den planlagte separering?
4. Kan kommunen bekræfte, at grundejernes betalingsforpligtelse ved den kommende separering vedrører de kloakarbejder, der skal udføres på den enkelte ejendom, og ikke kommunens/Aarhus Vands arbejde med separering af det offentlige kloakanlæg?
Jeg beder om, at ovenstående forhold afklares, således at de berørte grundejere har et klart grundlag for at vurdere de økonomiske og praktiske konsekvenser af den planlagte ændring.
Med venlig hilsen
Peter Mogens Bach-Nielsen
Brendstrupvej 126C
8200 Aarhus N