Høringssvar til Spildevandsplan 2027–2032
Vedrørende separatkloakering af Vangsbovej 4, 8361 Hasselager
Til Aarhus Kommune, Teknik og Miljø
Vi ønsker hermed at gøre indsigelse mod den foreslåede separatkloakering af vores ejendom på Vangsbovej 4, som ifølge Spildevandsplan 2027–2032 er planlagt gennemført i 2027.
Vi anerkender behovet for at fremtidssikre kloaksystemet, men mener, at der er særlige tekniske og økonomiske forhold ved vores ejendom, som bør undersøges nærmere, inden der træffes beslutning eller udstedes påbud.
Vi ønsker at bevare den eksisterende stikledning til spildevand og finde en hensigtsmæssig løsning til håndtering af regnvand.
1. Ønske om dispensation for mindre afløb
I den forbindelse anmoder vi om dispensation eller mulighed for alternative løsninger for følgende to afløb:
• Afløb fra overdækket kældernedgang: Kældernedgangen består af blot otte trappetrin og er overdækket. Grundens naturlige hældning betyder desuden, at størstedelen af regnvandet ledes uden om kældernedgangen og videre mod haven. Vandmængden i afløbet vurderes derfor at være meget begrænset.
• Tagvand fra mindre udestue: Udestuens tagareal er blot 14 m², og der er derfor tale om en relativt beskeden regnvandsmængde.
Vi ønsker, at kommunen foretager en individuel vurdering af disse afløb, så vi undgår uforholdsmæssigt omfattende og omkostningstunge anlægsarbejder i forhold til de begrænsede vandmængder.
2. Særlige terrænforhold og kompliceret gravearbejde
Vores ejendom ligger væsentligt lavere end niveauet på Vangsbovej, da vi har kælder, hvilket skaber særlige tekniske udfordringer ved separatkloakering.
Vi vurderer, at det vil være nødvendigt at etablere pumpeløsninger for flere af ejendommens afløb for at føre regnvandet op til de kommunale stikledninger ved vejen. Dette vil medføre betydelige udgifter til etablering, drift og vedligeholdelse samt potentielt omfattende og kompliceret gravearbejde på vores grund.
Vi anmoder derfor kommunen og Aarhus Vand om at undersøge alternative løsninger, herunder lokal håndtering af regnvand på egen grund, som kan reducere behovet for pumpning og omfattende gravearbejde.
Vi ønsker samtidig en konkret teknisk vurdering og oplysninger om placering og dybde på de kommende stikledninger.
3. Uoverensstemmelse i registreringen hos Aarhus Vand
Vi er blevet opmærksomme på, at vores ejendom allerede fremgår som separatkloakeret i Aarhus Vands systemer.
Det undrer os derfor, at ejendommen samtidig indgår i kommunens plan for separatkloakering i 2027.
Vi anmoder om, at Aarhus Kommune og Aarhus Vand afklarer denne uoverensstemmelse internt og dokumenterer grundlaget for den planlagte separatkloakering, inden der udstedes eventuelle varsler eller påbud.
Vi håber, at kommunen vil tage vores bemærkninger i betragtning og udvise fleksibilitet i forhold til ejendommens særlige forhold. Vi ser frem til en skriftlig tilbagemelding og deltager gerne i en besigtigelse af ejendommen med kommunens eller Aarhus Vands fagpersoner.
Med venlig hilsen
Michael Knudsen og Anne-Sofie Thomsen
Vangsbovej 4
8361 Hasselager
20.oktober 2026