Spring til hovedindhold

Støtten skal følge barnet ind i klubben

Antal støtter: 0 af 1500

Navn

Firat Kalkan

Forslaget

Aarhus Byråd skal afsætte midler til, at børn og unge med særlige behov får den nødvendige støtte i kommunens fritids- og ungdomsklubber uanset om barnet går i specialklasse eller i en almenklasse.

Konkret foreslås:

  1. At klubberne får mulighed for at søge støtteressourcer til det enkelte barn, der har behov for det, på baggrund af en pædagogisk vurdering og ikke kun for børn, der er indskrevet i specialklasse.
  2. At der afsættes varige driftsmidler til formålet i budget 2028, og ikke en tidsbegrænset pulje.

Bemærkninger

To børn med det samme behov får i dag vidt forskellig hjælp i klubben. Ikke fordi det ene barn har mere brug for det end det andet, men fordi de sad i hvert sit klasselokale tidligere på dagen. Går barnet i specialklasse, følger der midler med. Går barnet i en almenklasse, gør der ikke. Klubberne kan ikke søge støtteressourcer til det enkelte barn.

Efter et årti med inklusion går langt de fleste børn med særlige behov i en almenklasse. Det er altså den største gruppe, der står uden.

Et barn har de samme behov klokken 14, som det havde klokken 12. Ofte større. Klubben er et frit rum uden skema, uden faste pladser og uden voksne, der styrer hvert minut og netop derfor er den svær at være i for et barn, der har brug for struktur, forudsigelighed eller en voksen tæt på. Uden støtte holder barnet op med at komme.

Forældrene kender det godt. Danske Handicaporganisationer har spurgt forældre til børn med handicap og godt hver tredje svarer, at deres barn ikke går til fritidsaktiviteter, og næsten otte ud af ti siger, at barnets handicap forhindrer det i at deltage. Det samme billede tegner sig blandt personalet. En landsdækkende undersøgelse fra BUPL blandt knap 4.000 fritidspædagoger viser, at 6 ud af 10 af dem, der har børn med særlig støtte i undervisningen, oplever, at ingen af de børn får ekstra støtte i fritidsinstitutionen.

Det koster også et andet sted. Når et barn ikke kan være i klub uden en voksen ved siden af, må en forælder gå ned i tid eller hente tidligt. Kommunen betaler enten for en støttetime i klubben eller for konsekvenserne af, at familien ikke hænger sammen. Tabt arbejdsfortjeneste og børn i skolefravær er selvstændige temaer i kommunens eget budgetmateriale. Støtte i klubben er den billige ende af det problem.

Og når der ikke følger ressourcer med, dækker klubberne det selv. Timerne bliver taget fra de andre børn. Det står ingen steder, og ingen bliver spurgt.

Det er ikke en gråzone. Dagtilbudslovens § 4, stk. 2 pålægger kommunalbestyrelsen at sikre, at børn og unge under 18 år, der har behov for støtte i et fritids- eller klubtilbud for at kunne trives og udvikle sig, tilbydes en sådan støtte i tilbuddet. Ikke i skolen i tilbuddet. Læg mærke til kriteriet i loven: behov. Ikke skoleplacering, ikke diagnose, ikke hvilken klassetype barnet går i. En tildeling, der følger specialklassen, rammer ved siden af den gruppe, loven handler om.

Aarhus har besluttet, at der skal ligge en fritidsklub i hvert skoledistrikt. Det er en god beslutning. Men et klubtilbud uden ressourcer til de børn, der har mest brug for det, er kun et tilbud på papiret.

Vi foreslår derfor, at byrådet lukker hullet: at støtten tildeles efter barnets behov og følger barnet ind i klubben

Afstemning start

Afstemning afslutningsdato