Geotermisk anlæg til fjernvarme ved Halmstadgade
Indsigelse ift. støj
Hej!
Jeg er 100% med på omstillingen til vedvarende energikilder. Jeg er heller ikke mod geotermianlægget som sådan, men som beboer på Grundtvigs Hus Kollegiet er jeg decideret bekymret for min sundhed og trivsel efter at have læst de relevante støjafsnit i MKVen.
Jeg kan se, at der selvfølgelig allerede er tænkt støjreduktion ind, fx 10,4m støjafskærmning og diverse tilbud fra Innargi, hvis man oplever støjgener. Det ændrer desværre bare ikke på, at der stadig kommer til at være støj, der overskrider grænseværdierne, om natten i anlægs/boreperioden. Som studerende har jeg netop valgt dette kollegie, fordi der er dejligt roligt på trods af nærheden til Hasle Ringvej. Bevares, der er mange udrykningskøretøjer, der kører forbi grundet den korte distance til AUH, og en del af livet er jo også at opleve støj, også om natten, så jeg forlanger på ingen måde absolut ro, og er også klar over, at jeg har valgt at bo i en by.
Jeg er dog bare bekymret, idet borefasen kommer til at tage 5-10 måneder. Det er rigtig lang tid at have dårlig søvn - også selvom borearbejdet "kun" foregår i 45-60 dage af gangen. 1,5-2 måneder dårlig søvn af gangen er ikke godt for nogen. Slet ikke i 5-10 måneder.
I MKVen står, at det vurderes, at borearbejdet kan give en væsentlig negativ påvirkning af naboerne. Ikke bare negativ, men væsentlig negativ påvirkning. Jeg er bekymret for min nattesøvn. Jeg er bekymret for den påvirkning, det kommer til at have på min trivsel, på mit studie, og på min indsats på arbejde.
Selvfølgelig kan man gøre sit for at komme bedre gennem støj. Jeg er desværre støjfølsom, og bruger derfor allerede noise cancelling headset og sover jævnligt med ørepropper - og det er bare ved normal støj, man kan forvente i området. Med de overskridelser på op til 11dB over støjgrænsen om natten, som MKVen beskriver, er jeg, som sagt efterhånden mange gange, bekymret. Især hvis overskridelserne ikke lever op til genhusning hvis målt på facaden ved lige mit vindue, vil ingen af de tiltag, Innargi ellers tilbyder for støjkompensation, have nogen virkning for mig (noise cancelling headphones, ørepropper, white noise maskine), for jeg bruger det allerede.
Samtidig ligger anlægsfasen oven i en, højst sandsynligt to, eksamensperioder, hvor det netop er ekstra vigtigt at kunne finde ro. Det er jo rarest at kunne finde ro hjemme, men jeg forstår godt, hvorfor støjværdierne er højere i dag- og aftentimerne - det er som sagt en del af livet, og jeg kan smutte på læsesal noget af tiden. Men at man ikke kan finde ro om natten, det synes jeg er virkelig ærgerligt. Allerede nu går jeg rundt med en klump i maven over det her, og er bekymret for, om jeg skal til at finde anden bolig, hvilket også vil have en ikke ubetydelig indvirkning på min økonomi.
Kan man virkelig ikke anlægge geotermianlægget et andet sted end hvor der bor 198 studerende klods op af borepladsen? Er alle, som i alle, muligheder for yderligere støjafskærmning, blevet undersøgt til bunds? Er det ikke muligt at forsøge at bremse eller sænke hastigheden af borearbejdet om natten, for at se om det ikke går på netop denne lokation?
Jeg håber virkelig, der kan ske noget i forhold støjreduktion.
Med venlig hilsen,
Den støjbekymrede beboer meget tæt på anlægspladsen,
Theodor Hansen
Download høringssvar som pdf