Geotermisk anlæg til fjernvarme ved Halmstadgade
Høringssvar vedrørende geotermisk anlæg ved Halmstadgade
Som beboer på Grundtvigs Hus Kollegiet, er jeg meget bekymret for støjpåvirkningen i forbindelse med opførelsen af anlægget. Kollegiet, som er første nabo til anlægget, huser næsten 200 studerende, som alle er afhængige af at kunne bruge deres bolig som studieplads, og desuden af ordentlig søvnkvalitet, især i eksamensperioden. Jeg frygter at projektet vil føre til store gener for os, og for områdets andre beboere. Denne påvirkning af bl.a. nattesøvn er ikke kun midlertidig, da den kan føre til længerevarende konsekvenser i beboernes studie-, arbejds- eller privatliv.
Jeg er uforstående overfor placeringen af anlægget i et tæt bebygget boligområde. Jeg mener desuden, at de tilbudte tiltag som f.eks. udlevering af ørepropper, white noise-maskiner samt ventilation, ikke er tilstrækkelige for alle. Der bør tilbydes alternativer for de beboere, hvor disse tilbud ikke er tilstrækkelige til at mindske støjgenerne i deres hjem, som f.eks. mulighed for nem og tilgængelig genhusning, samt tilstrækkelig information om at disse tilbud findes.
Jeg håber Aarhus kommune tager min indsigelse til efterretning, og sørger for at prioritere beboerne i nærområdets sundhed og trivsel.
Mvh Thea Sundberg (beboer på Grundtvigs Hus Kollegiet)
Download høringssvar som pdf