Kom med forslag og vær med til at påvirke socialområdet i fremtidens Aarhus
Rådmand Kristian Würtz sætter processen i gang. Vi giver vores bud på, hvilke temaer, der særligt tegner fremtiden for det specialiserede socialområde.
Aarhus skal være en god by for alle, nu og i fremtiden. Visionen vækker ambitiøse tanker om vækst og udvikling, fællesskab, mangfoldighed og nyskabelse. Men det er stadig ikke alle i byen, der har det godt. Mange skoleelever har for højt fravær, og mange unge har så ondt i livet, at de næsten helt mister grebet om det.
Som by og fællesskab skal vi støtte dem, der har det svært. Vi skal styrke sammenhængskraften og den sociale mobilitet. Det gør vi gennem effektive, sociale indsatser.
Men socialområdet er presset, og det er ikke nok blot at bevilge flere penge, for samtidig vokser opgaverne i omfang, antal og kompleksitet. Vi har brug for en langsigtet plan for et fagligt og økonomisk bæredygtigt socialområde. Vi har brug for at udvikle nye redskaber, metoder og indsatser – og det skal vi gøre sammen med alle gode kræfter i byen.
Derfor håber vi, at I vil bidrage til det vigtige arbejde. I løbet af november vil du kunne tilmelde dig en række virtuelle gå-hjem-møder, hvor du kan komme med forslag til en ny strategi for de sociale indsatser i fremtidens Aarhus. Læs mere om temaerne og gå-hjem-møderne på www.sammenomaarhus.dk.
Kick-off arrangementet foregår på Teams-live. Mødet starter kl. 15.30, men du kan gå ind på mødet allerede fra 15.15.
Sådan deltager du:
Du kan både deltage fra din computer og fra din smartphone/tablet. Hvis du deltager fra computer, anbefaler vi, at du bruger Chrome eller Microsoft Edge som internetbrowser. Hvis du deltager fra smartphone/tablet, skal du først hente Teams-appen i Google Play eller App Store. Appen er gratis. Du skal kun installere appen, ikke registrere dig – og vælge ”Deltag som gæst” i appen, som åbner automatisk, når du klikker på linket nedenfor.
For at deltage i mødet skal du bruge dette link:
I mødet deltager du uden lyd og billede. Du kan se og høre oplægsholdere, men hverken oplægsholderne eller de andre deltagere kan se eller høre dig.
Det er en god ide at åbne linket i god tid, så du er sikker på at kunne både se og høre, hvad der sker.
Har du brug for teknisk hjælp, kan du ringe til Lise Wraa på 4185 4177.
Vi glæder os til at se jer!
Rådmand Kristian Würtz