Bedre by i Viby
Høringssvar vedr. helhedsplanen Bedre by i Viby
Vi er i Århus Ungdommens Fællesråd (ÅUF) glade for at kunne bidrage til helhedsplanen ”Bedre by i Viby” igennem denne åbne høring. ÅUF er som fællesrepræsentant for 120 samfundsengagerende børne- og ungdomsforeninger optaget af, at der i udviklingen af både eksisterende og nye bydele skabes plads og gode rammer for et aktivt forenings- og fritidsliv for børn og unge.
GODE RAMMER FOR FORENINGSAKTIVITETERNE
Med planerne for en bedre og mere sammenhængende bydel med flere boligområder, ser vi i ÅUF et stort behov for, at faciliteter til foreningsaktiviteter tænkes med som en integreret del af udviklingen af området. Vi bakker derfor op om tiltagene beskrevet i afsnittet ”Den favnende bydel”, hvor målet er at skabe rum for idræts- og fritidsfaciliteter, samt mødesteder for kulturelle og kreative aktiviteter. Det er klogt at stille krav om, at mødesteder og fritidsfaciliteter tænkes ind, når der skal bygges nyt eller bygges om – det gælder både udendørs og indendørs faciliteter. Fra ÅUF indgår vi meget gerne i en videre dialog om hvordan vi får skabt fritidsfaciliteter, der er egnede til aktiviteter i børne- og ungdomsforeningerne.
FLERE BOLIGER, FLERE BØRN OG UNGE
Med planerne om, at en del af bebyggelsen i Viby skal ændres fra industriområde til boliger, vil endnu flere børn og unge efterspørge lokale, nære fritidsaktiviteter. Børn og unge er ikke så mobile som voksne, og derfor er det vigtigt, at fritidsaktiviteter kan foregå i deres lokalområde. Der er allerede 3 spejdergrupper (DDS Vibyspejderne, DDS Viby-Kongsvang og FDF Viby J) i området, som kan være med til at komme med bud på, hvor der er brug for yderligere faciliteter, og hvilke typer af faciliteter der mangler.
ÅUF vil gerne hjælpe med at involvere relevante børne- og ungdomsforeninger i den videre proces for Viby. Det gælder både de nævnte foreninger, som allerede bor i kvarteret, og foreninger, som kunne ønske at starte aktiviteter i kvarteret i forbindelse med at der opstår nye muligheder med byudviklingen.
Uanset om det er nye eller etablerede foreninger, så er det vigtigt, at faciliteter til foreningsaktiviteter tænkes ind fra start, så der bliver plads til fx udendørs spejderaktiviteter, fællesspisning i sociale foreninger og mødesteder for unges politiske arbejde. Det er meget nemmere at opnå de ønskede synergier og finde samarbejdspotentiale, når foreningslivet tænkes med fra start.
BORGERINDDRAGELSE
ÅUF opfodrer til, at borgerinddragelsen fortsættes i arbejdet med helhedsplanen for Viby. Det er essentielt for bydelens udvikling og borgernes ejerskab til nye boligområder, at der er mulighed for at involvere sig og få indflydelse på planlægningen. Som repræsentant for børne- og ungdomsforeningerne i kommunen vil vi meget gerne fortsat bidrage med netop dette perspektiv i det videre arbejde med helhedsplanen.
På vegne af Århus Ungdommens Fællesråds Styrelse
Nina Hansen
Formand
og
Sara Springborg
Sekretariatsleder
Download høringssvar som pdf