Gå til hovedindhold
Bedre by i Viby

Høringssvar Bedre by i Viby J

Viby J. d. 7.12.2020
Tenna Hinzel
Keld Højgaard Pedersen
Aarhus kommune Reventlowsvej 36
Teknik og Miljø 8260 Viby J
Høringssvar til Bedre by i Viby J.
Tenna Hinzel og Keld Højgaard Pedersen sender herved vores høringssvar mod planerne om et etagebyggeri på Skanderborgvej 215 – 223 og Bernstorffsvej i Viby J.
At investorer har opkøbt 8 parceller i vores kvarter og planlægger nedrivning af smukke velholdte murermester villaer, der er tidstypisk for 20’erne og 30’erne, for at bygge et større boligkompleks med op til 200 små lejligheder i et 6 etagers byggeri, klods op af de tilbageblivende boliger, synes vi er en hel forkert beslutning, som vi klart tager afstand fra. Et sådant byggeri i op til 18 meters højde med tagterrasser vil være til stor gene med direkte indkig i huse og haver i kvarteret. Betydeligt mindre sol og kig til himmelen, samt en stor værdiforringelse for husene i området. Da kvarteret er beliggende på et bakket område, vil det betyde, at man i en stor del af husene i hele kvarteret vil miste det frie udsyn til Åbyhøj, Stavtrup og Brabrand. Hvilket vi i dag ellers nyder både fra vores køkken, men også fra vores hems oppe under taget med ovenlysvinduer, hvor vi hver dag kan følger årstidernes skiften og solens gang. Skrækscenariet vil være en massiv ”Berlinmur”, der utvivlsomt vil blokere dette frirum. For os er dette helt uforståeligt, da der i lokalplanen netop er taget beslutning om at beskytte området og kun tillade bebyggelse af huse med en begrænset højde på 8,5 meter. Vi kan forestilles os, at der kan blive en flugt fra området, hvilket vil åbne op for flere investorer, by-udviklere og arkitekter, der jagter store fortjenester uden hensyntagen til de uoprettelige ødelæggelser på et eftertragtet bynært villakvarter, hvor vi er på ca. 10 minutters cykelafstand til Aarhus centrum.
Desuden er bygherrens illustrationer af etagebyggeriet et virkelighedsfjernt skønmaleri, der ikke viser den ellers beskrevne etagehøjde, men er pyntet med træer og grønne områder, der ovenikøbet roses for at fjerne trafikstøj fra Skanderborgvej. Hvem har i øvrigt klaget over trafikstøj her i området?
Myldretrafikken på Skanderborgvej mod centrum, står jo nærmest stille, og bilerne må liste sig frem mod Viby Torv – hvilket ikke giver den store støj.
Og hvor på illustrationen er den asfalterede vej ind langs etagebyggeriets side, der vender mod Bernstorffsvej? Dette er et krav fra både Aarhus AffaldVarme for afhentning af dagrenovationen og fra Aarhus Brandvæsens krav om en brandvej?
Og hvorfor skal vi nu for 3. gang indsende indsigelser og høringssvar om dette projekt? Er det for at trætte beboerne og derved få færre og færre indigelser?
Vi frygter desuden sætningsskader på vores huse ved en evt. pilotering til fundamentet.
Som vi oplevede I forbindelse med Viby Stations fornyelse med gangbro over banelegemet og elevatortårn, blev vi dengang informeret om en risiko for sætningsskader, fordi undergrunden har en substans af plastisk-ler struktur i flere lag, der øger risikoen for vibrationer i et større omfang. Før dette byggeri blev der taget fotos af eksisterende skade på de omkringliggende villaer for at undgå tvist på eventuelle erstatninger.
Området er også maximalt trafikbelastet. Her vil det være skrækkeligt med flere biler på vejene. Mange unge mennesker – selv på uddannelsesstøtte – har et køretøj. Brugte micro-biler kan i dag købes billigt. Da der kun kræves 25 % parkeringsplads pr. lejlighed ved ungdomsboliger, vil der blive en markant stigning af parkerede biler på vores små villaveje. Ved andre tilsvarende byggeprojekter i Aarhus vil beboerne ikke betale for en dyr p-plads ved deres bolig, men i stedet for parkerer de massivt på de små villaveje, til stor gene for kvarterets villaejere.
Desuden ser vi nu en betydelig øget trafik i myldretiderne, hvor det tager tid at komme ud fra kvarteret i vestlig retning på Skanderborgvej, der er proppet med biler oppe fra Ravnsbjerg Bakken/Genvejen fra E45 og i østlig retning på Holme Ringvej, hvor der hver dag holder biler i kø helt op til erhvervsområdet Sønderhøj hvor bl.a. Arlas hovedkontor er beliggende – for at køre ned til Skanderborgvej/Viby Torv. I dag kan vi se, at flere af disse bilister – i desperation - er begyndt at skyde genvej ind i vores kvarter for at komme ud på en af de andre store veje. Monradsvej er i dag blevet voldsomt trafikeret af gennemkørende biler. Vores store bekymring er, at det samtidig er skoleveje for kvarterets mange skolebørn (både til Interskolen, Aarhus Privatskole, Vestergårdsskolen og Viby Skole), hvor børnene i dag har mange farlige trafikerede veje at krydse.
Vi undrer os over, at hvis man vil bygge på Skanderborgvej, hvorfor så ikke komme med et mere acceptabelt byggeri, ligesom ”Christians have” på hjørnet af Enghavevej og Chr. X’s vej? Her fremstår de nyopførte etageboliger mere harmonisk i området, med lejligheder i 2 etager overfor et villakvarter på modsatte side.
Man kunne også spørge om bygherren, Aarhus Stadsarkitekt og medlemmer af Aarhus Byråd om de ville flytte ind i nr. 4, 6, 8 og opefter på Bernstorffsvej? Vi tror det næppe.
Vi håber, at Aarhus Kommune tager vores høringssvar alvorligt og vil sige nej til dette forfærdelige og uskønne byggeri.
Med venlig hilsen
Tenna Hinzel og Keld Højgaard Pedersen.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Keld Højgaard

Indsendt

07/12/2020 17:44

Sagsnummer

HS1716843

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Viby
Hørings-id

H208

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00