Gå til hovedindhold

Høringssvar

Bedre by i Viby

Byfortætning i bevaringsværdige villakvarterer

Vi har for mange år siden købt og nænsomt istandsat vores dejlige murermestervilla, som er fra starten af 1900-tallet, for relativt mange penge. Det har vi gjort fordi det er præcis HER vi ønsker at bo. I DEN type villa, i DE omgivelser, med DEN beliggenhed.

Efter at have kigget helhedsplanen for Viby J grundigt igennem, sidder jeg med en rigtig dårlig smag i munden. Jeg bor i Gl. Kongsvang, som er et roligt villakvarter ca. 2 km fra Aarhus Midtby. Området er - som de andre villakvarterer i Viby - en lille oase, hvor beboerne nyder at bo bynært og samtidig i et villakvarter. Året igennem leger de mange børn i de rolige gader, og går man en tur i området, møder man næsten altid naboer, der får en snak over hækken om løst og fast. Med andre ord, det perfekte sted at bo og vokse op.

Jeg forstår ikke hvordan, man kan udsende et så ufuldstændigt materiale til så mange beboere, hvis hverdag bliver dybt berørte af de planer, der fremgår af materialet. Vi kan, ved at bruge vores sunde fornuft, regne os frem til, at vores hjem og dejlige kvarter risikerer at blive spoleret af etagebyggeri, dog uden at dette fremgår klart og tydeligt. Når der på en tegning vises, at et etagebyggeri kan opføres på en grund/et område, hvor der i dag ligger villaer, giver det for mig ingen mening. Var områderne ubebyggede i dag, var det en anden sag, men det er ikke tilfældet.

Er planen, at man vil nedlægge de villaer, der i dag "ligger for tæt" på Skanderborgvej, og på den måde spolere de gamle, fine kvarterer?

Vi har valgt at bo bynært, og har derfor accepteret trafikgenerne fra de store indfaldsveje og togbanen, men vi har aldrig overvejet, at vores hjem og område kunne blive ødelagt, fordi man ønsker at "skabe en helhed" for nye beboere - det er for mig ubegribeligt.

Jeg må derfor på det kraftigste henstille til, at en helhedsplan gennemføres under hensyntagen til samtlige eksisterende boliger, og samtidig bør der gives klar besked til de berørte borgere i Viby, så vi igen kan føle os sikre på, at vi også om 10 år har vores hjem i vores dejlige kvarter. De steder, hvor der er plads, kan det give god mening at bygge lavt (max 2 etager) byggeri, men det skal ikke være på bekostning af eksisterende boliger - eller på bekostning af, at eksisterende byggerier får etagebyggeri "i baghaven". Der må kunne findes en løsning, som tilgodeser politikernes ønsker om "en helhedsløsning i Viby" og de ønsker vi, der rent faktisk bor i Viby, har - og det er i mine øjne ikke den plan, der er udsendt.

Mvh Mads H. Mogensen
Gormsgade 9, 8260 Viby
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Mads Holck Mogensen

Indsendt

09/12/2020 08:05

Sagsnummer

HS0540475

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Viby
Hørings-id

H208

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00