Vi foreslår, at Aarhus Kommune udskyder salget af den tidligere spejderhytte på Obstrupvej 6 og indleder dialog med Mårslet Kulturværk om muligheden for at anvende bygningen til almennyttige, folkeoplysende og kulturelle aktiviteter.
Mårslet Kulturværk ønsker at skabe et åbent og inkluderende mødested, hvor børn, unge og voksne kan mødes om musik, kreativitet, håndværk, kultur og fællesskab.
Vi opfordrer derfor kommunen til at afvente salget, indtil mulighederne for en lokal forankret anvendelse af bygningen er undersøgt.
Mårslet Kulturværk er stiftet ud fra en vision om at skabe et levende sted, hvor mennesker kan mødes, skabe, lære og udvikle sig sammen.
Vi tror på, at kreative fællesskaber har en særlig evne til at samle mennesker. Når vi spiller musik sammen, bygger noget med hænderne, maler, synger, reparerer, eksperimenterer eller deler vores interesser med andre, opstår der relationer, engagement og tilhørsforhold. Her mødes mennesker ikke på baggrund af alder, baggrund eller livssituation, men om noget, de er fælles om.
Mårslet vokser, og mange efterspørger steder, hvor fællesskaber kan opstå og udvikle sig. Et sted med plads til både børn, unge, familier, voksne og seniorer. Et sted, hvor man kan bidrage med det, man kan, lære noget nyt og være en del af noget større end sig selv.
Den tidligere spejderhytte på Obstrupvej 6 rummer en sjælden mulighed for at skabe netop et sådant samlingssted. Bygningen kan danne ramme om musikaktiviteter, kreative værksteder, åbne arrangementer, fællesskabende aktiviteter og frivilligt folkeoplysende arbejde til gavn for hele lokalsamfundet.
Et kulturværk i Mårslet vil samtidig understøtte kommunens arbejde med trivsel blandt børn og unge, stærke lokalfællesskaber, aktivt medborgerskab, kulturtilbud uden for centrum og folkeoplysende foreningsliv. Det kan blive et sted, hvor børn og unge oplever nye fællesskaber og får mulighed for at udvikle deres evner, interesser og tro på egne muligheder.
Mårslet Kulturværk ønsker desuden at indgå i dialog med kommunen om løsninger, hvor foreningen bidrager aktivt til drift og vedligeholdelse af bygningen, så de kommunale udgifter begrænses mest muligt.
Vi opfordrer derfor Aarhus Kommune til at udskyde salget af Obstrupvej 6 og undersøge mulighederne for at lade bygningen blive et varigt aktiv for fællesskab, kultur og kreativ udfoldelse i Mårslet.