Ændring af ledelsesstrukturen på Sølyst- og Kaløvigskolen
Udtalelse fra skolebestyrelsen på Sølyst- og Kaløvigskolen vedrørende ændring af ledelsesstrukturen
Skolebestyrelsen på Sølyst- og Kaløvigskolen ønsker at gøre opmærksom på vores bekymringer i forbindelse med den foreslåede ændring af den nuværende ledelsesstruktur, hvor skoleledelsen deles op, frem for at der fortsat er én fælles skoleleder for Kaløvigskolen og Sølystskolen med en gruppe af pædagogiske ledere.
Skolebestyrelsen ser en væsentlig styrke i det tætte samarbejde mellem special- og almenområdet og opfordrer derfor til, at den nuværende organisering bevares.
Set fra et forældreperspektiv giver det en vigtig mulighed for at stå sammen og løfte opgaverne i fællesskab. Det gælder ikke mindst i skolebestyrelsen, hvor vi med en samlet organisering kan sikre en fælles dialog og arbejde for begge områders interesser.
Vi ser det ligeledes som en styrke, at skoleledelsen arbejder tæt sammen på tværs af special- og almenområdet. Det bidrager til gensidig forståelse, videndeling og et fælles ansvar for at udvikle begge områder. Samtidig mindsker det risikoen for, at områderne udvikler sig isoleret fra hinanden, og understøtter, at der fortsat er blik for de forskellige behov og perspektiver, som kendetegner henholdsvis special- og almenområdet.
Skolebestyrelsen finder det beklageligt, at ledelsesstrukturen ændres, inden der er gjort tilstrækkelige erfaringer med den nuværende organisering. Vi mener, det er væsentligt at få afklaret, om ledelsesopgaven reelt er for kompleks i den nuværende struktur, og om organiseringen kan understøtte opgaven, når den nye pædagogiske leder er tiltrådt og ledelsesvolumen på skolerne allerede er tilpasset opgaven. Vi savner således, at der gives tid og mulighed for at vurdere den nuværende strukturs potentiale, inden der træffes beslutning om en grundlæggende ændring.
På den baggrund opfordrer skolebestyrelsen til, at den nuværende ledelsesstruktur bevares, så det tætte samarbejde mellem special- og almenområdet fortsat kan være et bærende element i skolernes udvikling.