Forslag til besparelser i Børn og Unge til socialprocenten
Kronik bragt i Stiften om lukning af Naturbørnehaven Gl. Ajstrup Skole
En kronik om de mange lukninger af skovbørnehaver i Århus -
og de påfaldende ligheder mellem børnehavebørn og voksne
Selvom min datter snart er fem år, og jeg er en voksen mand på 36 år, og vi har meget forskellige interesser; hun elsker lego, Gurli Gris og flødeskumskage - jeg elsker øl, fodbold og, ja også flødeskumskager - så har vi været igennem forløb med mange ligheder de senere år.
Da hun blev født, var vores lille familie bosat i Århus. Jeg var arbejdsløs antropolog, og brugte meget af min tid på at søge jobs, få mine forhåbninger lidt op, og så udstøde et dybt suk, da endnu et afslag tikkede ind per mail.
Utilfredse støn og suk var soundtracket til vores liv. Min datter, Ada, øvede sig nemlig i at ligge på maven, så at sidde op, og så at kravle. Men hun var utilfreds med, at fremgangen gik for langsomt. Det resulterede i et lydtapet af konstante utilfredse lyde i vores lejlighed.
Vi vurderede ikke kun selv vores fremskridt, men havde også fagpersoner udefra til at bedømme det; Ada med sin sundhedsplejerske, og jeg med min sagsbehandler i jobcentret. Og vurderingen var soleklar; Ada gjorde væsentligt større fremskridt end mig.
Derfor var hun klar til at skulle i vuggestue som etårig. Pædagogerne i vuggestuen påpegede hurtigt overfor os, at Ada havde lidt svært ved at sidde stille. Hun fik derfor en slags tyngdepude over sig til måltiderne, som kunne holde hende nede. Sideløbende fik jeg forskellige praktikpladser på en måneds varighed, som jeg håbede kunne føre til en fastansættelse. Efter et par forsøg opgav jeg at arbejde i firmaer med åbent kontormiljø. Det fik mig til at kamp-svede at skulle sidde så tæt op af Kim i otte timer. Jeg gik til lægen med problematikken, og han foreslog at jeg tog nogle piller, som, lad os sige, kunne holde mig lidt nede - i kontorstolen overfor Kim.
Jeg afslog dog muligheden, da jeg kunne mærke, at jeg faktisk ikke rigtigt ønskede at sidde i et, for mig, klaustrofobiske kontor otte timer om dagen. Sideløbende blev der i Adas børnehave gentagende gange bemærket, at hun løb ud fra stuen, hver gang hun havde muligheden. Der var nemlig et stort fællesrum, hun elskede at lege i. Til samtaler med pædagogerne blev der i tiltagende grad brugt ord, som antydede, at vi skulle være opmærksomme på hendes adfærd.
Både Ada og jeg følte os altså godt gammeldags klemte. Det gjorde det ikke bedre, at vi boede centralt i Århus, hvor det føltes som om, der var dukket en ny bygning og flere mennesker op, hver gang vi forlod lejligheden. Vi valgte derfor at sige farvel og tak til Århus, ligesom cirka en tredjedel af beboerne i vores andelsforening. Den øgede tæthed i byen var årsagen for de fleste.
Vores nye hjem lå i det rolige Malling, lidt syd for Århus. Her startede Ada i Naturbørnehaven Gl. Ajstrup Skole, tæt på både skov og strand. Modsat vuggestuen var der masser af plads her; en gigantisk legeplads med træer og bakker, omgivet af marker, en skolegård, hvor børnene kan køre på cykler, spille fodbold og hoppe i sjippetov, et værksted, hvor de lærer glæden ved at arbejde med det håndgribelige. Et krea-rum, hvor de kan tegne, lime, klippe og male. En kæmpe gymnastiksal, hvor de kaster sig rundt og laver kolbøtter, svinger sig i tovene og bygger borge. Samt masser af plads til at sidde og læse og meget, meget mere.
Det var forunderligt at opleve, hvordan blikket på Ada ændrede sig fra dag ét, hun skiftede fra vuggestuen til børnehaven; fra lidt plads til meget plads. I vuggestuen blev det problematiseret, at hun ikke sad stille. I børnehaven blev hun rost for at være kreativ og kunne finde på den ene leg efter den anden ude i naturen. I vuggestuen blev det påpeget, at hun ikke altid ville deltage i de mange skemalagte aktiviteter i de forskellige rum. I børnehaven blev hun rost for sin vedholdenhed, når hun fordyber sig i en leg og står i timevis udenfor og bygger sandtårne uden at klage over at fryse eller at ville ind.
Og vigtigst af alt; i vuggestuen blev det pointeret, at hun havde det lidt svært ved at løse konflikter. Dette var sjovt nok billedet af flere af børnene. Uden at det for alvor blev taget op, at det måske er en umulig mission at få ti små børn uden nævneværdige sociale evner til at samarbejde på en stue på 20 kvadratmeter.
I børnehaven ændrede dette billede sig fuldstændigt. Her var konflikter ikke nogen stor problematik, fordi der altid var plads til at gå lidt for sig selv, hvis man havde følt sig uretfærdigt behandlet. Eller de andre ikke ville det samme som én selv. Det giver luft til tankerne, og frustrationerne kan slippes, fordi man mærker, at man kan komme over det igen, og så var der i øvrigt en spændende plante lige der…
Sideløbende med at Ada gik rundt og håndterede, at nogen havde taget den pind, hun ville have haft, gik jeg rundt og håndterede, at nogen tog de jobs, jeg ville have. Jeg begyndte at gå lange ture langs Moesgård strand, når jeg havde brug for at fordøje tankerne.
Her kom jeg til den erkendelse, at jeg aldrig kommer til at være i stand til at kunne arbejde, hvis det består af at sidde på et kontor overfor Kim i otte timer om dagen. Ligesom Ada bliver jeg urolig, hvis der er for mange indtryk omkring mig. Til gengæld kan jeg, ligesom Ada, også fordybe mig enormt meget i et enkelt projekt. Hvis jeg altså ikke konstant skal forholde mig til noget i mine omgivelser. Og det har medført, at jeg nu er igang med projekter i fællesskaber, hvor jeg føler, jeg bliver set for, hvad jeg kan, fremfor hvad jeg ikke kan. Derudover har jeg fået udgivet en bog og har startet en street food-vogn, hvor der er plads til at arbejde ud fra egne præmisser og dermed evner.
Jeg tror netop, forskellen har meget med rum og ord at gøre. I vuggestuen var rummene små. Når rummene er små, så bruges der flere ord til at regulere børnene. Og det gør, at de mere stille børn kommer til at repræsentere den rigtige adfærd. Når der derimod er mere fysisk plads, så er der også plads til flere forskellige personligheder. Kort sagt; små snævre rum skaber snævre forståelser af den rigtige adfærd. Imens rummelige fysiske arealer skaber rummelighed imellem mennesker.
På ét væsentligt parameter adskiller Ada og jeg os dog fra hinanden: Jeg har mange muligheder for at finde fællesskaber, hvor der er plads til at være, plads til forskellighed. Det har Ada ikke. Århus Kommune har lukket flere skovbørnehaver de senere år. Besparelserne bruges på at bygge flere store bygninger; stimle folk endnu tættere sammen. Både voksne, og i særdeleshed børn, befinder sig i stigende grad i små rum med mange regulerende ord. Resultatet er, at man indsnævrer rammerne for, hvordan man er rigtig og forkert.
Hvis ens barn trives med at være i en lille institution, så er det jo godt. Men der skal også være et tilbud til dem, der ikke gør. Fordi folk er forskellige og trives i forskellige rammer. Så lad os bevare de få steder, der er tilbage i kommunen, hvor der fysisk og menneskeligt, er rummeligt. Og dermed gøre plads til mangfoldighed blandt både børn og voksne.
Download høringssvar som pdf