Gå til hovedindhold
Note! Hørings tidsfristen er forbi.

Ny Kulturpolitik 2021 - 2024

Aarhus Kommune skal have ny kulturpolitik gældende fra 2021-2024. Udkast til ny politik sendes i høring frem til 1. december 2020 kl. 12.00.

Udvikling af ny kulturpolitik

Når Aarhus i dag kan bryste sig af at være en by med en stærk kulturel profil, så er det resultatet af en lang og målrettet kulturpolitisk indsats og et stærkt samarbejde mellem byens kulturaktører og kommunen. Der er i den nuværende politikperiode opnået mange flotte resultater under visionen ”Aarhus – en international by, hvor kulturen sætter dagsorden”. Kulturhovedstadsåret 2017 var et magisk år, hvor store ambitioner blev indfriet, Aarhus kom på verdenskortet og vi fik etableret mange nye og gode samarbejder både lokalt, regionalt og internationalt.

Når vi nu står over for den næste kulturpolitik, gør vi det derfor på skuldrene af en kæmpe præstation, hvor der blev sat turbo på kulturudviklingen og ambitionsniveauet. Der er også kommet et øget fokus på kulturens samfundsmæssige betydning. De globale udfordringer, vi som personer, by og samfund står overfor, er mere presserende end nogensinde. Det er udfordringer, der påvirker os alle, og som skal løses globalt og i partnerskaber. Kunst og kultur spiller en væsentlig rolle i, at det lykkes.

Nu er tiden kommet til at løfte blikket og sætte nye mål for de næste fire år.

Udkastet til den kommende kulturpolitik er blevet til i tæt dialog med byens mange kulturaktører, borgere, organisationer og mange flere. Det er skrevet i et usædvanligt år – 2020 – hvor den globale covid-19 pandemi har sat samfundet under pres. For kulturlivet har pandemien voldsomme konsekvenser. Samtidig er det også under nedlukningen blevet tydeligt, at kunst og kultur har en kæmpe værdi for rigtig mange mennesker. Kulturpolitik har måske aldrig været vigtigere end lige nu.

Tak til alle, der har bidraget – vi ser frem til at modtage jeres input.

Politikkens Indhold

Visionen for den nye kulturpolitik lyder: ”Aarhus – med kulturen i hjertet og blikket mod verden”.

Vi vil realisere visionen og sikre fokus på målene gennem kulturpolitikkens seks temaer. Temaerne vil således fungere som pejlemærker, når der skal foretages politiske prioriteringer i den kommende periode.

Temaer:

Et stærkt fundament

Kultur er velfærd

Dannelse og uddannelse

Åbne arme – åbent sind

Globalt udsyn og ansvar

Klima

Efter Høringsperioden

Efter den offentlige høring behandles høringssvarene, og der arbejdes videre med politikken.

Aarhus Byråd forventes at behandle politikken januar/februar 2021.  

 

Materialer (1)

Indhold på denne side

Genveje til

Informationer

Startdato
Svarfrist
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H223

Kontakt

kultur@aarhus.dk