Gå til hovedindhold
Ny Kulturpolitik 2021 - 2024

kulturpolitik 2021-24

Høringssvar fra Beboerforeningen for Øgaekvarteret
til kommunens udkast til Kulturpolitik 2021-24 Aarhus d. 30.11.2020

I Aarhus Stiftstidende kan læses, at byrådet d. 7 nov 1974 har vedtaget en bevilling til oprettelse af et beboerhus, en børnehave og en ældreklub i den bevarede del af rugbrødsfabrikken i Sølystgade. Beboerhuset skal være under dagligt tilsyn af en kommunalt lønnet tilsynsmand.

Denne kommunalt lønnede tilsynsmand blev den første husmand i Beboernes Hus, en fortrinlig aftale mellem beboerforening og kommune, som fungerede i årtier derefter.
Siden 2006 har kommunen gennem sparekataloger deltaget i nedskæringer på byens beboerhuse.
I dag er de fleste beboerhuse lukkede, og de ansatte husmænd og –koner er forsvundet. Beboernes Hus mistede sin sidste halve husmand i 2015.
Beboernes Hus i Øgaderne findes heldigvis stadig, takket være de aktive beboeres indsats.
Alt i huset drives og organiseres af frivillige. Det matcher måske fint med kommunes politik om inddragelse af frivillige og ’samskabelse’.
Men I skal vide, at det daglige arbejde med vedligehold, pasning af hus og have, samt tilrettelægning af aktiviteter, også binder de aktive til ’de eksisterende forhold’.
Det er svært at finde tid og kræfter til nytænkning nye aktiviteter og projekter.

I dag er beboerhuset ramme om en lang og flot stribe kulturelle aktiviteter: musikgrupper øver hver dag i huset, der er trykkerbande, der benytter den grafikpresse vi fik foræret for et år siden, der er forfatteraftner, fællesspisninger, dartklub, brætspil, lokalhistoriske kvartersvandringer osv – alt sammen med udgangspunkt i at vi har et lokalt kulturhus. Men vores beboerhus kunne meget mere, hvis vi havde en husmand til at holde åbent og ordne daglige forretninger.
Der er intet sted i det foreliggende udkast til kulturpoltik i Aarhus nævnt, at beboerhusene udgør et vigtigt led i den kulturelle fødekæde.
Vi ønsker hermed, dels at pege på dette misforhold i kulturpolitikken, dels at henlede opmærksomheden på at der her er behov for at genoprette en husmandsstilling. Om det er en ’kommunalt lønnet tilsynsmand’ eller en deltidsansat førtidspensionist, som kan hjælpe med at holde beboerhuset mere åbent, sætte kaffen over og tjekke post, svare på spørgsmål om udlejning osv. Det vil vi gerne drøfte med forvaltning –og politikere.
Men behovet er der.
Vi opfordrer byråd og forvaltning til at skrive beboerhuse og den lokale kultur ind.
Husk at kultur vokser nedefra.

med venlige beboerhilsner

Jeppe Guldager, formand, Bente Gregersen, kasserer i Beboernes Hus og Beboerforeningen for Øgaderne
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Thomas Kruse

Indsendt

30/11/2020 17:39

Sagsnummer

HS6237621

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kultur og borgerservice
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H223

Kontakt

kultur@aarhus.dk