Ny Kulturpolitik 2021 - 2024
Høringssvar til Kulturpolitikken 2021-2024, Aarhus Litteraturcenter
Aarhus Litteraturcenter har med stor interesse læst udkastet til den nye kulturpolitik. Vi kan se mange gode takter i ambitionerne for de kommende år, der kan løfte det aarhusianske kulturliv op på et interna-tionalt niveau, sikre den kulturelle fødekæde og genstarte byens kulturliv oven på Covid-19. Litteraturen kan blive en vigtig spiller i forbindelse med dette, og derfor er det vigtigt, at litteraturens stadige udvikling fortsat understøttes.
Genstart af kulturen – Unesco Litteraturby
Covid-19 har sat kulturlivet på standby, kulturlivet har brug for en genstart, og optagelse i netværket UNESCO Litteraturby kan fungere som en afgørende løftestang til at nå i mål med dette. Særligt litteratu-ren har potentiale til at danne rammerne for tværkunstneriske projekter og samarbejder, og det betyder, at en prioritering af Aarhus som international litteraturby er en prioritering af kunsten og kulturen i et bredt perspektiv.
I 2022 kan optagelsen i netværket blive en realitet, hvilket stemmer overens med planerne om at lade 2022 stå i genstartens tegn. Det er derfor glædeligt, at byen vil afsøge muligheden for optagelse i det in-ternationale netværk, som det står i Kulturpolitikken 2021-2024. Dog kan man ikke være international litteraturby uden en stor, international litteraturfestival og uden at have en seriøs talentudviklingspolitik.
Sikring af LiteratureXchange
I 2018 fik Aarhus en ny, international litteraturfestival, der hvert år i juni måned fylder byen med litteratur i både traditionelle samt innovative og tværæstetiske formater. LiteratureXchange er en litteraturfestival, der skaber samarbejde på kryds og tværs af byen, organisationer og kunstarter, og som tiltrækker en mangfoldig målgruppe fra hele landet til at mødes om litteraturen. På bare få år har festivalen opnået bred anerkendelse og er blevet en stor og central kulturbegivenhed i byen med 15.000 publikummer i både 2018 og 2019. Festivalens budgetstøtte fra Aarhus Kommune er for perioden 2018-2020, men festi-valen kan kun leve videre med en ny bevilling, og det håber vi kommer med, når den konkrete handlings-plan skal udarbejdes, så LiteratureXchange fortsat kan styrke byens internationale brand og udsyn og understøtte internationale kultursamarbejder.
En stærkere talentudviklingspolitik på litteraturområdet
Aarhus trænger til et stærkere fokus på talentudvikling inden for litteraturen. Skrivekunstskolen har eksi-steret siden 2013 og er en kunstskole med fokus på netop talentudvikling, og flere af skolens tidligere elever er sidenhen kommet ind på Forfatterskolen i København og er udkommet på etablerede forlag. På Skrivekunstskolen tager man kunsten og udviklingen af unges talenter alvorligt, men skolen er underbe-midlet og er foreløbig drevet af passion og ildsjæle. Som supplement til Skrivekunstskolen vil et Forfatter-grundkursus gøre en stor forskel for byens producerende kunstmiljø og gøre byen attraktiv for unge med kreative ambitioner såvel som etablerede kunstnere. Det vil desuden være naturligt at etablere et FGK, efter etableringen af et BGK og SGK foruden byens MGK, og i handlingsplanen for 2017-2020 lægges der også op til, at FGK er næste skridt i udviklingen. Vi håber, det bliver realiseret sammen med en sikring af Skrivekunstskolen i handlingsplanen for 2021-2024.
Download høringssvar som pdf