Høringssvar vedrørende lokalplan for mark ved Bispevej, Stavtrup Stationsby
Vi erfarer, at der er ønske om at ændre lokalplan for at bygge en stor idrætshal på ”Bispemarken”.
Visionerne: en hal, måske så stor som 3 x Århus Domkirke, med tilhørende parkering og ændring af vejføring. Alt sammen til gavn for indendørs idræt m.m.
Vi har, sammen med rigtig mange borgere i lokalområdet, andre ønsker til anvendelse af marken.
Der er nemlig rigtig meget at værne her i området.
Heriblandt friluftslivet, som er vokset støt i de 24 år, vi har boet i Stavtrup. Nye daginstitutioner, spejderliv, skolereform med krav om mere bevægelse, og nu covid-restriktioner har alt sammen sendt mange børn og deres voksne ud i nærområdet: Bl.a. Klokkeskoven, grunden ved den gamle Stationsbygning, skovstykket rundt om Lokalcenteret og bakkedraget øst for Mondrupsvej.
Det kunne derfor være fint med mere plads, hvor man kunne samles eller måske gå hen, hvis man var ene: en lille park med plads til familie skovtur , hygge og hvil for områdets mange ældre og gamle, og en stor natur legeplads med plads til fysisk udfoldelse for alle aldre.
Det ville passe til områdets natur og stadig relativ fredfyldte landsby karakter.
Derimod vil det foreslåede halbyggeri, som vi ser det, for altid ødelægge områdets særlige og efterhånden sjældne karakter. Det er svært at forestille sig, hvordan byggeri i den ønskede størrelse visuelt kan tilpasses området. Men værre endnu: hvordan løses problemer med støj og lysforurening, omfattende parkering og øget trafik. Og hvad stiller man op, når skaden først er sket?
Som beboere i området kan vi være nervøse for, at sådanne problemer kan give konflikter mellem os beboere og halbrugere, forpagter/francisetager m.fl. Det kan komme til at involvere såvel kommune og politi, hvis f.eks. aftaler om støjgrænser /store fester ikke overholdes, hvis der parkeres i hele området, eller køres unødigt på vores små krogede veje.
Det ville alt sammen være meget trist, og imod alle ønsker om at ”samle”, eller i hvert fald forsat leve i fred og ro med vores medborgere i Stavtrup.