Gå til hovedindhold
Debatoplæg - En ny multihal på Bispevej i Stavtrup, Viby

Fuld opbakning til multihal på Bispevej

I 2014 flyttede vi til Stavtrup og er nu en familie på 5. Mine tre børn vil vokse op og for altid have minderne om deres barndom i Stavtrup som en del af deres bagage. Vi troede (måske naivt) at vi flyttede til en landsby tæt på Aarhus C og dermed kunne få det bedste af to verdener. Landsbyens tryghed og sammenhold kombineret med nærheden til storbyens mangfoldighed og muligheder.

Stavtrup er på mange måder ikke en landsby, men måske mere en satellitby og det er naturligt nok, med den korte afstand til Aarhus C. Jeg tror dog at den samhørighed og fællesskabsfølelse der kendetegner en landsby kan dyrkes og styrkes, hvis man sætter nogle gode rammer op for livet i Stavtrup.

Derfor har min kone og jeg på forskellig vis engageret os i kultur- og idrætslivet og kan konstatere at jo mere man bidrager til fællesskabet, jo stærkere bliver følelsen af at bo i en landsby. Vores børn er i dag 5, 7 og 9 år. Så de sidste år, har vi kunnet bidrage mere end de første år.

Stavtrup Outdoor, De ReKreative, Stavtrup Netværket, Nytårsløbet, Skoletanterne, Kulturgryden, Stavtrup Byfest og et stort engagement i forbindelse med Stavtrup Idrætsskole, salg af fyrværkeri og naturligvis de 65 frivillige der bidrager til etableringen af Stavtrup Multihal – Stedet der samler og mange andre tiltag viser at der er et stort engagement og ønske om at bidrage til fællesskabet.

En stor katalysator for at kunne styrke fællesskabsfølelsen i en by som Stavtrup er at have et naturligt mødested – et forsamlingshus, hvor borgere med forskellige interesser kan samles og føle en tilknytning. Det nærmeste vi, i dag, kommer et centrum er Remas parkeringsplads, så behovet for et kulturelt, socialt og idrætsligt samlingspunkt er massivt.

Kigger man på Stavtrup fra oven via Google maps og skal prøve at finde en central beliggenhed, der kan binde byen sammen, springer Bispemarken i øjnene som den oplagte mulighed. Den ligger i forlængelse af Klokkeskoven som fører op til skole og kommercielt centrum. Den ligger op ad fodboldanlægget og forbinder Stavtrup Stationsby med resten af byen. At grunden så ovenikøbet er så stor at man kan skabe en grøn kile mellem Klokkeskoven og brabrandsøen, gør bare grunden endnu mere oplagt.

Derudover har Bispemarken de sidste 40 år været udlagt til formålet og vi er så privilegeret at vi kan bygge et arkitektonisk smukt byggeri, der tilpasses omgivelserne.

Frygten for det nye afstedkommer naturligvis en vis usikkerhed omkring projektet som jeg har fuld forståelse for. I forhold til parkering og trafik, så er frygten reel, men samtidig fuldstændig overdrevet. Det er jeg sikker på at den kommende proces vil vise.

Mine børn og jeg glæder os til at dyrke fællesskabet i den kommende multihal placeret på Bispemarken.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Søren K. Kristiansen

Indsendt

04/02/2021 14:01

Sagsnummer

HS6247693

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Stavtrup - Ormslev
Hørings-id

H246

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00