Bakker 100% op om en Multihal i Stavtrup på Bispemarken matrikel 15m
Som beboer i Stavtrup, far til 3 aktive "sportsbørn" og som frivillig fodbold - og håndboldtræner mærker jeg hver eneste dag et behov for en Multihal i Stavtrup. Et sted hvor børn, unge og voksne kan få mere halkapacitet til at dyrke deres idræt og sociale kompetencer. Et sted som kan samle lokalbefolkningen på kryds og tværs af sportsgrene og kulturelle interesser. Et sted som er centralt beliggende i byen i forening med allerede anlagt udendørsaktiviteter (fodbold, tennis, spejder gåture, løbeture osv.).
Stedet/placeringen er allerede udlagt til formålet på Bispemarken (i dag en sort pløjemark uden noget som helst grønt), så det er jo blot at sætte spaden i jorden. Halvdelen af finansieringen er endda fundet til projektet plus det løse. Haludvalgets fantastiske arbejde og idéer med Multihallen ender ud i et forslag om at tilføre stedet andet end blot ekstra idrætskapacitet, men også tilgang til fx offentligt bibliotek. Det lægger op til at generationer samles på tværs og giver mulighed for opbygning af andre fællesskaber. Det er da yderst fremsynet! Men det er netop den ændring, som gør at kommuneplanen skal ændres inden første spadestik.
Jeg har fuld tiltro til haludvalget og deres samarbejdspartnere, som skal tegne og placere den mest inspirerende multihal i Aarhus Kommune. De får selvfølgelig placeret multihallen bedst muligt på Bispemarken. En stor firkantet klods bliver det helt sikkert ikke.
Multihallens udenoms arealer skal selvfølgelig forenes med den skønne grønne kile ned gennem Klokkeskoven og videre ned til Brabrandsøerne.
At flytte projektet til en anden placering, hvor der fx skal opkøbes jord, kommer med garanti til at forsinke byggeriet væsentligt samt økonomisk til at koste yderligere. Måske allerede nuværende egenfinansiering falder væk?
Jeg elsker Stavtrup for det lokale sammenhold, som er vist i den seneste tid. En Multihal vil samle Stavtrup yderligere.