Gå til hovedindhold
Debatoplæg - En ny multihal på Bispevej i Stavtrup, Viby

Nej til kommuneplansændring

Stavtrup 4/02-2021
Høringssvar angående ændring af kommuneplan for matrikel 15 M, og ansøgningen fra Halgruppen om efterfølgende opførelse af Multihal på matriklen.
Jeg har boet på Mondrupsvej i Stavtrup i 45 år. Jeg er pensionist og bor sammen med min mand, min datter og svigersøn samt mine 2 børnebørn, som er 6 og 10 år gamle. Vi er alle sammen glade for idræt i form af fodbold, tennis, gymnastik, senioridræt og yoga, og vi er storforbrugere af de rekreative områder, vi bor tæt på: Brabrandstigen til gå- og løbeturer, klatreture i gamle træer med børnebørnene osv. På vores stille villavej kan børnene cykle, køre på løbehjul og rulleskøjter, fordi der er meget lidt trafik, så det er trygt og godt. Vores vej bliver også meget brugt af mange andre end os beboere. Det er en yndet vej for alle, der søger ned mod Brabrandstien enten på gåben, i løb eller på cykel.
Jeg er meget glad for at bo her i Stavtrup stationsby; her er stille og roligt med grønne omgivelser og godt naboskab. Om aftenen kan man høre uglens tuden fra skoven, og sommeraftner er vores have fuld af flagermus, der er ude for at finde føde. Vores område er en grøn oase, som bliver flittigt brugt af mange mennesker, der søger naturoplevelser og stilheden i skoven og omkring søen. Jeg er overbevist om, at stationsbyen med omgivelser, er til gavn for alle beboere i Stavtrup, der søger fred og ro væk fra dagens trommerum.
Da jeg første gang hørte om planerne om et kæmpebyggeri på Matrikel 15 m, troede jeg, at det måtte være en fejltagelse, fordi marken er udlagt som rekreativt område, uden bebyggelse. Jeg har i alle år forestillet mig, at der kunne komme et par nye baner til fodbold eller måske et grønt område med outdoor aktiviteter, men uden bebyggelse.
Men projektet, der i udgangspunktet handlede om ekstra halkapacitet (som der er brug for!) med beliggenhed tæt på de eksisterende baner, har efterhånden udviklet sig til at blive et omfattende multihalsprojekt, et aktivitetsmekka, med arrangementer og aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften, og jeg spørger mig selv: Er det virkelig det vi har brug for i Stavtrup? Kan mindre ikke gøre det? Hvordan kan det ske, specielt da placeringen tæt på stationsbyen vil betyde at vores omgivelser, her hvor jeg bor vil blive forandret for altid! Vil kommunen vælge at overhøre de protester, der kommer fra den gruppe borgere, som bor tættest på?
De bekymringer jeg har i forhold til størrelsen og ikke mindst den ønskede placering af multihallen, på Matrikel 15m, går på nogle gener af forskellig art, som beboerne tættest på et byggeri på 6000m2 vil udsættes for fremover, hvis projektet bliver en realitet.
På grund af hallens størrelse skal der sandsynligvis rigtigt mange penge til for at få det hele til at løbe rundt. Hvornår går man på kompromis med hvem man lejer ud til, hvor tit, og til hvad? Det kan bekymre mig.
Hvis kommunen vælger at omstøde de restriktioner, som ligger på matriklen og opføre et kæmpebyggeri i et følsomt område, risikerer vi at Stavtrup stationsby går fra at være en stille grøn oase, til at blive et område, hvor larm og støj, lys, trafikkaos og parkeringskaos bliver vores nye hverdag.
I den eksisterende projektering kan jeg ikke se, at man har udlagt et område til parkering, så det undrer derfor, hvordan man har tænkt sig at løse problemer med en mængde biler ned i et lukket område? For man har vel ikke forestillet sig at alle brugere af multihallen kommer på gåben eller på cykel? Hvor vil man finde p-pladser til mange hundrede biler, hvor mange træer skal fældes?
Multihallen vil også lejes ud til private. Hvad sker der med larm og støj fra fester, og andre arrangementer, og hvor tit vil de finde sted?
Jeg bor på Mondrupsvej, og jeg er bekymret for om vores vej vil blive gennemfartsvej for alle brugere af evt. multihal. Hvad har I forestillet Jer at gøre ved det, hvis det sker?
Jeg mener, at halgruppens snak om bæredygtighed og grønne løsninger er varm luft. På tegningerne fra arkitekterne løber der rådyr på marken! Jeg er bange for, at virkeligheden desværre kommer til at se helt anderledes ud.
Et andet problem, der viser sig mere og mere, og som bekymrer mig meget, er den splittelse, der er opstået mellem forskellige beboergrupper her i Stavtrup. Tonen på sociale medier er tit hård, og det virker på mig som om kløften mellem os, der helst ser en anden en anden placering af hallen, og den gruppe der hårdnakket holder fast ved marken 15 m, bliver mere og mere betændt! Det lover ikke godt for fremtidige relationer! Jeg oplever, at der er meget lidt forståelse fra halgruppens side, når beboere, der bliver berørt av evt. byggeri, giver udtryk for sine bekymringer, jfr. ovenstående. Vi mangler en ordentlig og konstruktiv dialog om vores forskellige holdninger.
Jeg har et alternativt forslag til placering af hallen, som ikke ville indebære ændring af kommuneplanen, men som vil bevare Stavtrup stationsby som den grønne oase, den altid har været, og uden at gå på kompromis med et nyt halbyggeri.
Forslag: Hallen kan placeres ved siden af eksisterende baner, tæt på den ny kunstgræsbane, tennisbanerne, og øvrige fodboldbaner i en sammenhængende enhed! Der er allerede P-pladser, og der kunne udvides med yderligere p-pladser evt. på modsat side af vejen over for det gamle klubhus. Hvis det går ud over banekapaciteten, er der mulighed for at placere nye baner på matrikel 15m, evt. sammen med et grønt område, outdoor, eller bypark, med minimal bebyggelse.
Det er løsningen, der ville være den bedste, alt ville hænge bedre sammen, og Stavtrup stationsby ville forblive den grønne oase, den er i dag. Uden massiv trafik på Bispevej, og uden i hundredevis af nye P-pladser i området ned til Brabrandstien.
Alternativt kunne man udstykke nogle nye parceller på 15 m, og bruge pengene til at købe ny mark tættere på fodboldbanerne og det gamle klubhus. De nye parceller ville have de samme restriktioner som Stationsbyen med det formål at bibeholde landsbymiljøet og kunne kombineres med nogle grønne områder med biodiversitet til glæde for dyr og mennesker.
Jeg håber at alle, der sidder med der, hvor beslutningen om en ændret kommuneplan skal vedtages, tager sin fornuft til fange, og tænker sig om en ekstra gang! Hvis bygningen først står der, kan det ikke laves om!
Med venlig hilsen
Inger Pettersson, Mondrupsvej 24
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Inger Pettersson

Indsendt

06/02/2021 12:36

Sagsnummer

HS3941117

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Stavtrup - Ormslev
Hørings-id

H246

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00