Vi er flyttet til Stavtrup i 2011. Vi bor på Søholmvej og tilslutter os behovet for en multihal. En Multihal vil give os og vores børn nogle fantastiske fysiske udfoldelsesmuligheder og vil tilføre lokalområdet en masse værdi. Vi tror at det vil gavne området at have et samlingssted af den karakter som er grundideen i halprojektet.
Vi støtter op om placeringen på Bispemarken da vi tænker det er et godt sted at sikre sammenhængen mellem det gamle og nye stavtrup. Desuden tænker vi at det er en rigtig god placering til at realisere halprojektets vision.
Hvis man "bare" fra halprojektet ville udvide antallet af kvadratmeter udelukkende til traditionel idræt ville det også gøre en forskel men slet ikke i samme grad som det kulturelle, rekreative og sportslige knudepunkt som er fundamentet for det nuværende projekt. Derfor støtter vi også op om en ændring af anvendelsen af Bispemarken.
Vi ser projektet som en mulighed for at sikre bedre trafikregulering i området omkring hallen. Som beboere på Søholmvej gennem længere tid med Friskolen og fodboldklubben tæt på kan vi ikke genkende frygten for et trafikken og støjen. Vi er ikke generede af de arrangementer der finder sted i Friskolen eller Fodboldklubben. Tværtimod er vi glade for det liv og den glæde der skabes ved deres arrangementer. Hvis der kommer flere parkeringspladser burde om noget lette afviklingen.