Gå til hovedindhold
Debatoplæg - En ny multihal på Bispevej i Stavtrup, Viby

Stavtrup Multihal - stedet der samler???

For det første, tak for et godt og veltilrettelagt borgermøde d. 2. februar.

Vi flyttede til Mondrupsvej i sommer, i 5.-6. række fra Bispemarken. Vi har to børn - og vi har også prøvet at sidde i kø og haft svært ved at finde pladser til dem på gymnastikholdene. Så vi kan sagtens forstå, at der her i Stavtrup er behov for mere halkapacitet. Vi har respekt for de mange timer og det store engagement og arbejde, som de dygtige folk bag Stavtrup Multihal har lavet.

Dog har vi et ønske om, at haludvalget og Aarhus Kommune vil vælge en anden placering til multihallen end Bispemarken. Her er følgende begrundelser:

1) Af hensyn til trafik, parkering og forurening.
2) Af hensyn til naboerne især i første række til Bispemarken, som unægteligt vil blive meget påvirket både i forhold til støj, mindre sollys, udsigt, fald af husets værdi m.m.
3) Af hensyn til lokalområdet og dets bevaringsværdige omgivelser.

Alternative placeringer til multihallen:
Vi har siddet og læst alle høringssvarene igennem indtil nu og kan se, at der allerede er kommet mange idéer, bl.a. fra Joakim Øster, Claus Jensen, Mondrupsvejs Vejlaug, Den grønne kile m.fl., som vi håber, at haludvalget og Aarhus Kommune seriøst vil (gen)overveje. Som supplement vil vi også påpege, at de i Silkeborg - med stor succes - har omlagt 5,5 fodboldbaner til to kunstgræsbaner. Det har været winwin, da der er blevet "frigivet" arealer, og samtidig har det resulteret i mere banetid, da banerne kan bruges året rundt. Vi ved, at der allerede er en kunstgræsbane på vej i Stavtrup (endda i en bæredygtig udgave, kan vi forstå), og selvom de koster mere at etablere, så sparer man penge senere, da der er langt mindre vedligehold. Denne løsning vil give mere banetid på mindre plads, og dermed frigive arealer, som måske kunne bruges til en alternativ placering af mutihallen!?

Hvis multihallen bliver trumfet igennem på Bispemarken, har vi følgende ønsker:
⁃ At der bliver lavet ordentlige trafikforhold og børnesikre ruter - primært til begge skoler.
⁃ At Mondrupsvej bliver lavet til en lukket vej, så det ikke bliver en gennemkørselsvej.
⁃ At der bliver lavet ordentlige parkeringsforhold. Det ville selvfølgelig være super fedt, hvis alle cyklede eller gik derhen, men hvis man kommer forbi Højvangskolen en lørdag, hvor der er gymnastik, er der propfyldt med biler - og det samme, når der er spejder i stationsbyen, så det er jo nok utopi. Og hvis der ikke er en ordentlig løsning, vil bilerne unægteligt holde rundt omkring på de små veje i stationsbyen.
⁃ At der bliver taget mest muligt hensyn til naboerne i første række til Bispemarken i forhold til lyd, lys m.m.
⁃ At hallen bliver bygget med bæredygtige løsninger og materialer, evt med beplantning op ad væggene eller på taget.
⁃ At hallen bliver gravet lidt ned, så den ikke syner så høj.
⁃ At nogle af væggene bliver af glas, så det på den ene side virker mere åbent, og på den anden side inspirerer og motiverer til idræt/kultur, når man kigger ind udefra.

Vi har oplevet en hård retorik og splittelse omkring multihallens placering, især i den seneste tid, og vi har et ønske om, at I vil vælge en løsning, som både fremmer idræts- og kulturlivet i Stavtrup, men samtidig respekterer det bevaringsværdige lokalmiljø med dertilhørende naboer - og dermed samler hele Stavtrup.

Bedste hilsner fra Anders og Ditte.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Ditte Lodahl

Indsendt

09/02/2021 20:12

Sagsnummer

HS4573051

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Stavtrup - Ormslev
Hørings-id

H246

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00