Debatoplæg - En ny multihal på Bispevej i Stavtrup, Viby
Multihal på Bispevej i Stavtrup
Til Aarhus Kommune
Høringssvar vedr. Multihal i Stavtrup
Vi vil gerne give vores uforbeholdne opbakning til en ny Multihal, Bispevej, Stavtrup, både hvad angår beliggenhed og de beskrevne intentioner. Tak til alle, der har bidraget til det store arbejde – og Kommunes velvilje til at bakke op om projektet: Stedet der samler.
Multihallen kommer til at ligge centralt for Stavtrup borgerne, når den placeres på Bispevej – og vi vil kunne glæde os over at se og mærke liv i Stavtrup. Vi vil også selv glæde os til at kunne udøve forskellige former for motion, idræt og ikke mindst deltage i kulturoplevelser i samvær med andre borgere her i Stavtrup.
Vi er ikke bekymrede over trafikken. Ja, der vil komme biler, men lav nogle gode parkeringspladser, hvor der både kan parkere biler – og leges på – når der ikke holder biler. Forslag: Lav ’faste streger’ på parkeringspladsen, så den også kan udnyttes til legeformål fx – træne de små i at cykle, forskellige boldspil, og andre lege m.m.
På det grønne areal rundt om hallen, kan der også tænkes gode tanker. Vi ved, at der er gode erfaringer fra Kildebjerg-Ry, hvor der er opført flere udendørs Zoner – bl.a. også en Pulszone, som børn (og voksne) kan bruge til at gå, løbe og køre på. Huller, man kan løbe i og køre i. En bane, hvor børn kan lære at køre ned ad bakke og op igen, og så er der en trappe i midten, hvor man kan træne i at gå (ung som gammel) og få pulsen op – og samtidig bruge trappen som siddeplads, hvor man kan sidde og se børn og voksne ’lege’. Her er også opsat flere sæt borde med bænke og en læskærm. Der er også placeret en vandhane, hvor der kan tappes drikkevand hele året.
Vi vil bede om, at I tænker udendørs borde/bænke-sæt hist og pist rundt om hallen til picnic. Mange familie med børn (også bedsteforældre som os) elsker at tage på picnic. Og hvor vil det være dejligt, at man kan løbe og lege uforpligtende udenfor og samtidig have mulighed for at sidde og hygge, når pulsen er kommet op og man sveder.
Gør endelig rigelig plads til en ordentlig cykelparkering. Fx gerne med tag, så cyklerne ikke er våde, når man kommer ud fra hallen. En god mulighed for cykelparkering kan muligvis motivere flere til at tage cyklen og lade bilen stå. Det ville jo være helt fantastik, hvis vi i Stavtrup kunne motivere flere til at lade bilen stå, og i stedet gå, cykle, bruge løbehjul m.m.
At placere en hal centralt – som det er tænkt på Bispevej – vil være en gave for området. Det bliver skønt at høre børn og voksne der leger, løber og griner og mødes til et samvær på tværs af veje, skoler og andre mindre samlingssteder. Det er vigtigt, at vi ikke gemmer hallen væk – men gør den lokal og nærværende – så den byder alle Stavtrup borgere velkommen.
Med venlig hilsen
Alice Jensen & Jens Mastrup
Download høringssvar som pdf