Stavtrup er en oase tæt på Aarhus, hvor man har mulighed for at nyde både skov og sø. Derudover er det en aktiv by, hvor fællesskabet vægtes højt, og hvor der i dag er mange lokale ildsjæle, som dedikerer store dele af deres liv til det fantastiske foreningsliv der eksisterer i byen. Et foreningsliv jeg som barn, bosiddende i Aarhus C misundeligt kunne se mine Stavtrup venner fra hhv. Bordtennis- samt senere gymnasie-venner nyde godt af. Der var et unikt sammenhold de unge imellem, trukket specielt af idrætsoplevelser sammen. Det faktum trak mig til byen i år 2001, i første omgang kun som aktiv fodboldspiller i den lokale klub, men allerede efter et enkelt år, indtræden i bestyrelsen for fodboldklubben. Her fik jeg en dybere indsigt i idrætsforeningernes udfordringer, og allerede her var det tydeligt at på trods af alle de gode ting jeg havde observeret på afstand, så var alt langt fra rosenrødt. For tiden var faktisk allerede løbet fra Stavtrup dengang, og de unikke de oplevelser mine jævnaldrende havde fået, grundet enorm stor opbakning fra ildsjæle, var ved at være udtørret. Især fordi idrætsfaciliteterne var spredt ud over den lille by, hvilket betød et behov for ekstra frivillige til at drive disse foreninger på en god måde. Som eksempel kan nævnes kantinedrift. Med separate klubhuse for hhv. fodboldklub, tennisklub samt håndboldklub, krævede det altså 3 unikke frivillige til at holde en kiosk åben, hvis man skulle kunne købe en sodavand efter træning, og nyde det sociale samvær med ens klubkammerater. Endvidere var der allerede dengang ingen haltider at få i vinterhalvåret for fodboldklubben, og generelt manglede der bare ”et sted der samler”.
Sidenhen er meget sket i Stavtrup. Enorm stor tilvækst af beboer og masser af Stavtrup børn der nyder godt af de mange nye ildsjæle der er flyttet til byen, og ønsker at gøre Stavtrup helt unikt for både deres egen familie, men også kommende Stavtrup familier. Det er her vi kommer til sagens kerne! For efter et forbilledligt forarbejde, er det lykkedes nogle fantastiske personer at få defineret ”Steder der samler”. Det er lykkedes dem at få en massiv opbakning både verbalt men også økonomisk, og der er nu alle chancer for at man kan sikre Stavtrup og dens beboer et fantastisk kulturliv, samtidigt med at få samlet idrætsgrenene. Der er Multihallen, med en beliggenhed på Bispemarken præcist det der kan binde Stavtrup sammen, og gøre at Stavtrup by kan blive ved med at være en fantastisk by at bo i, både for voksne og børn.