Som ”gammel” Stavtrup-dreng, der er flyttet tilbage til min fødeby, ærgrer det mig at nogen forsøger at fremstille placeringen af en ny og absolut nødvendig Multihal som noget der splitter Stavtrup. Dette er heldigvis ikke tilfældet. Opbakningen til både hal og placering er massiv!
Jeg har stor berøring i Stavtrup, herunder fx næstformand i skolebestyrelsen for Højvangskolen, medlem af ”Tryg i Stavtrup” samt medarrangør af diverse frivillige arrangementer som fx Byfest, Stavtrupløb, Nytårsløb og juletræssalg m.v. På intet tidspunkt har jeg mødt modstand mod hverken Multihal eller den foreslåede placering. Det eneste sted jeg oplever denne modstand, er på Facebook eller i Den grønne kiles husstandsomdelte ”reklamer”.
Desværre er det lykkedes en relativt lille gruppe af borgere i byggegrundens nærhed at lave rigtig meget ”larm” for at undgå en hal som ny nabo. I mange år har disse borgere været begunstiget af at have en mark som nabo, på trods af at grunden har været udlagt til idrætsformål, herunder fx halbyggeri. Der er således ikke noget ”nyt” i perspektiverne for grunden; blot ønskes mulighed for at anvende hallen til andet end kun idræt. Selve halbyggeriet er derfor noget som de pågældende borgere har kunnet forvente ”altid”; det er udelukkende anvendelsesmulighederne der ønskes ændret.
Placeringen på Bispevej er den helt rigtige for langt hovedparten af borgere i Stavtrup. Placeringen er central og dermed i rimelig gåafstand for stort set hele Stavtrup. Placeringen gør det også muligt at knytte ”udeaktiviteter” i hele det rekreative område omkring Brabrandsøen sammen med de muligheder hallen kan tilbyde.
Da hallen kun fylder ca. en fjerdedel af grunden, bliver der samtidig plads til masser af grønt areal omkring hallen. Et grønt areal som kan anvendes på utallige måder og sikre at der fortsat er en ægte grøn kile op gennem Stavtrup. En kile der samler, og ikke en kile der splitter.
Jeg håber Multihallen kan realiseres på den foreslåede placering, så mine børn, mine forældre, mine venner og jeg selv får et sted at samles. Ikke kun til idræt, men også til kultur, hygge, kaffe og fælles stunder med alle i Stavtrup.