Debatoplæg - En ny multihal på Bispevej i Stavtrup, Viby
Tillid i Stavtrup (Høringssvar til debatoplæg)
”Stavtrup Idrætsforening nedsatte i 2014 en arbejdsgruppe i form af et haludvalg, som fik til formål at skabe bedre forhold og mere kapacitet for idrætten, det sociale liv og samværet i Stavtrup.”
Sådan står der på Stavtrup Multihals hjemmeside og den nye hal i Stavtrup har siden været foreslået lagt forskellige steder i Stavtrup.
Projektet startede med et entusiastisk hold, som solgte amerikansk lotteri og samlede flaskebon’er i Rema, for at samle penge til en ny hal. Nu er vi 7 år længere henne og der er blevet skiftet ud i gruppen, som arbejder for en ny hal.
Den første Halgruppe talte for en hal ved det eksisterende fodboldanlæg. I en størrelse og på et sted, som ingen Stavtrup-borgere ytrede sig imod. Den nuværende Halgruppe taler for en placering på Bispemarken. Hvis deltagerne i den nuværende Halgruppe bliver trætte af ævred, så foreslår den næste Halgruppe måske en 3. placering.
Diskussionen går på placeringen og den er spidset til!
Tilliden til deltagerne i de forskellige fraktioner, som enten er for eller imod placeringen, kan ligge på et meget lille sted.
Stavtrup-borgere, der er imod den foreslåede placering, ses som bagstræberiske og tilbageskuende. Stavtrup-borgere, der er for placeringen, ses som tromlende megalomaner, hvis eneste mål det er at bygge en kæmpehal, mens de foregiver at ”samle Stavtrup”.
Hvis det fortsætter sådan her, så ender vi ikke med et samlet Stavtrup – uanset hvor en ny hal ender med at blive placeret!
Vi ser allerede diskussionerne på de sociale medier flytte over i Lokalavisen. Vi risikerer, at de flytter videre til de større aviser og tabloid-aviserne og i værste fald vil vi se en personhetz rettet mod enkeltpersoner, sponsorer osv. Samtidig vil jurister i Aarhus Kommune og i private advokatfirmaer blive aktiveret og sidenhen måske offentlige ankenævn, hvor processen, der lå forud for beslutningen om hallens placering, vil blive betvivlet.
Det vil tage år med proces og juristeri og Stavtrup risikerer at ende splittet uden en hal, fordi sponsorerne trækker sig.
Mit forslag er, at man stopper op og etablerer en gruppe, som ikke består af deltagere fra Stavtrup.
Deltagerne skal være personer, hvis uvildighed, personlige interesser og integritet ikke kan betvivles.
Gruppen skal gennemføre en åben, demokratisk proces, som alle Stavtrups borgere kan se med i og have tillid til, fordi alle argumenter og placeringsforslag bliver sagligt evalueret og vægtet mod hinanden.
Det kan sagtens være, at gruppen når frem til, at en ny hal er bedst placeret på Bispemarken. Det kan også være, at en anden placering vurderes bedst. Men så vil alle de kreative forslag, der er fremkommet, være blevet vurderet lige og efter samme målestok og kun dermed vil den endelig beslutning blive bredt accepteret.
Det vil tage ekstra tid, ja, men det har taget os 7 år at nå hertil. Den ekstra tid, som vi bruger på at genskabe tilliden, vil være givet godt ud!
Download høringssvar som pdf