Jeg synes, der er behov for meget mere sammenhængende hjælp til unge med ADHD og autisme-diagnoser. Sikkert også til andre grupper, der kæmper med angst og anden psykisk sygdom og skrøbelighed, men nu er det primært ADHD-området jeg har kendskab til og derfor skriver om.

Som mor til to drenge med ADHD har jeg ofte oplevet, hvordan der IKKE tilbydes sammenhængende løsninger eller er lydhørhed, når jeg beder sagsbehandlere og pædagoger om at tænke og lytte lidt mere frit på, hvad vi egentlig har brug for. Som regel er udgangspunktet, at vi som borgere må nøjes med dén færdigpakkede kasse med hjælp, der er til rådighed! De fleste ansatte i Sociale Forhold og Beskæftigelse, som jeg har haft kontakt med i årenes løb, kender fx ikke projektet Kommune Forfra, jeg håber derfor dette nye arbejde forankres bedre i organisationen – men det er jo ledelsens ansvar, hvis det skal blive til mere end flotte ord.

Noget, som jeg har savnet, er sammenhængende hjælp til unge med ADHD og /eller let autisme. At de til en start rummes og reelt inkluderes i skolen, ved at de fx får tilbud, hvor der er færre i klassen, eller bare nogle timer med mere ro og hjælp til, at de også kan lære noget og få overskud og hjælp til at indgå i fællesskaberne.

Jeg savner, at lærerne i specialklasserne efteruddannes til at tage sig af disse særlige grupper. Min oplevelse er at specialklasser ofte spises af med andenrangs undervisning svarende til niveauer flere klassetrin under normalen, og lærere, som ikke har forudsætningerne for at hjælpe. Jeg har oplevet en del lærere, som ikke ved ret meget om ADHD og autisme. Specialklasselærere, som mangler basale redskaber til konflikthåndtering og viden om, hvordan de bedst skaber ro og fokus for denne målgruppe. Det kunne ellers også gavne andre, normale elever. Og så mangler der en grundlæggende vilje og tro på, at nogle af disse elever også skal lære nok til at begå sig videre i uddannelsessystemet – basale læreplaner eller ambitioner for elever i specialklasserne er ofte ikke-eksisterende.

Når diagnosen ADHD er stillet, kan man oftest få tilbud om medicin, og ikke meget andet. Medicinkontrol og -tildeling er et regionalt tilbud fra ADHD-klinikken, som ikke kan en skid andet end at se på de fysiologiske sider vedrørende medicin. De vejer, måler, tager blodtryk og spørger lidt ind til trivslen, men de kan reelt ikke hjælpe med andet end medicin. Og medicin er altså ikke altid svaret på, hvordan man får en bedre hverdag med ADHD. Hvis man har diabetes, skal man tage insulin, men man skal jo også lære noget om kost, motion og regelmæssige blodsukkermålinger osv. Når man har ADHD, har man også brug for redskaber til at lære noget om at styrke sin koncentration eller temperament. Lære noget om at aflæse sociale sammenhænge eller om at strukturere en hverdag med alt for mange forstyrrende elementer og glemsomhed. Om betydningen af god kost, søvn og motion.

Hverken ADHD-klinikken eller kommunen tilbyder kurser eller redskaber til børn eller unge i, hvordan de kan arbejde med deres selvforståelse eller få redskaber til at strukturere en hverdag, der ofte er præget af usikkerhed, ukontrollable følelser og alt for mange sanseindtryk. Og heraf ofte følgende isolation, stofmisbrug, selvskade, kriminalitet og angst. Kig i statistikkerne over mennesker uden for arbejdsmarkedet eller indsatte i fængslerne. Ret mange af de indsatte har ADHD og de er oftest ikke blevet mødt med tilstrækkelig tidlig hjælp eller sammenhængende løsninger, men derimod med skæld ud og eksklusion, fordi de ikke har kunnet finde ud af at passe ind i folkeskolen.

Tilbud om mestringskurser eller bare grupper, hvor de unge kan mødes med ligesindede og lære hjælp til selvhjælp, må man selv lede i efter i privat regi som fx ADHD-foreningen. Men med tusindvis af børn og unge med ADHD er der brug for at gentænke ADHD-klinikken, så man som forælder og ”patient” møder sammenhængende tilbud – både til forælderen, skolelæreren og til barnet/den unge selv. Og ikke kun på medicin, men på hvordan man kan skabe sig en god tilværelse som familie eller som ung med de er vanskeligheder.

I så stor en kommune som Aarhus må der være rigeligt behov og basis for at lave selvhjælpsgrupper og sammenhængende løsninger, så de unge ikke dropper ud af skole og andre fællesskaber. Og hjælpen skal være langvarig – vanskelighederne varer jo ved, og klares ikke ved et enkelt kursus, men mon ikke, der på lang sigt spares mange penge og sorger ved at lære de unge at klare sig selv som voksne? Ved at hjælpe dem i varige job og uddannelse gennem en stor og sammenhængende indsats i de unge år.

Min søn fik fx ikke den ønskede eller efterspurgte hjælp, da han efter flere år med stress og pres ude og hjemme gik ned med flaget. Han fik en depression og stod ikke op i flere måneder. Skolen opdagede knapt, at han ikke kom og først efter flere måneders nødråb fra undertegnede til kommunen, fik han en kontaktperson. Denne glimrede ved kun at ringe et par gange - til en dreng, som ikke altid kunne overkomme at svare telefonen. Kontaktpersonen kunne ikke komme hjem til os, var svaret, så dén hjælp var faktisk ikke noget værd, overhovedet. Senere fik min søn tilbud om at komme i en gruppe for unge, der gamede for meget, selv om jeg fortalte at gaming kun var et symptom på, at han ikke kunne overkomme andet på det tidspunkt – ikke et problem i sig selv.

Jeg efterlyste derimod et tilbud, hvor han og andre unge fx kunne komme ud i naturen og/eller få genetableret et socialt netværk med jævnaldrende i en ungdomsklub eller lignende, men det tilbud fandtes åbenbart ikke. Hjælp til at komme ud blandt ligesindede unge, hvor de sammen kunne lære noget om sig selv og finde ny styrke. Hjælpen blev tilbudt i form af kasse A, men vi havde snarere brug for en buket af B, C og D! Følgerne af den manglende hjælp ses desværre stadig.

Tidlig hjælp og forebyggelse er jo desværre for sent for nogle af dem, der er unge i dag. Jeg mener derfor at resocialisering af indsatte i fængslerne med mentale vanskeligheder som fx ADHD bør vægtes langt højere. Behandling og reparation af dem, der ikke fik den tidlige, sammenhængende hjælp, de havde brug for.

Jeg tror dybest set ikke, at fængselsophold gør folk til bedre mennesker – med mindre der i fængslet arbejdes med de indsattes psyke og moral. Med de omstændigheder, der gør at man mangler empati eller redskaber til at skabe sig et liv udenfor det kriminelle miljø. Fængselsophold skal ikke være en uddannelse i at begå ny kriminalitet eller en måde at udvide sit kriminelle netværk på, men statistikkerne taler et tydeligt sprog om, at sådan er det i dag. Så vidt jeg kan se, står der ikke noget i bæredygtighedsplanen om målrettet hjælp til indsatte eller kriminelle unge, der bare er anbragt. Menneskeligt og samfundsmæssigt er det dyrt at tabe disse mennesker på gulvet – det må vi bare ikke.

Jeg håber at nedenstående indsats Initiativ 2.1.2: om 360-graders blik på de unge også kommer til at inkludere hjælp til kriminelle unge og misbrugere, ligesom jeg håber der kommer mere handling og konkrete initiativer på indsatserne målrettet styrket samarbejde om FGU-unge og andre sammenhænge, hvor unge med store udfordringer typisk kommer.

”Initiativ 2.1.2: 360-graders blik på de unge: Der skal i Unge, Job og Uddannelses indgange være et 360-graders blik på de unge. Der skal fokus på alle elementer i den unges liv, herunder fx. uddannelse, job, bolig, misbrug, kriminalitet, mentalt helbred mv. Håndtering af eksempelvis boligudfordringer kan være en forudsætning for, at den unge kan lykkes med job og uddannelse.”