Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Mulig udvidelse af Nature Energy Bånlev

Udvidelse af biogasanlæg

En høringsfrist på 16 dage til så stort et projekt forekommer fuldstændig urimeligt.
Biogasanlægget blev indviet i 1993 efter års samarbejde mellem kommunen og Spørring Borgerforening, så en forøgelse af produktionen på fire gange, kan ikke siges at have mindre betydning. Derfor bør høringsfristen være mindst fire uger.
Man kunne få den tanke at kommunen ønsker at ’fange os på det gale ben’ med den korte frist. Spørring Borgerforening har jo ved tidligere større projektforslag (lufthavn, skydebane og crossbane) vist evnen til at mobilisere lokalområdet, og komme med kvalificerede og velbegrundede protester.
Jeg var formand for Spørring Borgerforening i halvfemserne, og i den egenskab med til indvielsen af anlægget. Her lovede jeg i min tale, at vi ville holde jer i ørerne. Det har vi gjort, og I har lyttet og forbedret anlægget af flere omgange. Dengang var det hovedsageligt lugtgener, der gav problemer. Men der blev investeret adskillelige millioner i ombygninger, og lugtgenerne har nu et acceptabelt niveau.
Så nu håber jeg I lytter igen.
Jeg har forsøgt at finde mine formandsmapper fra dengang, men det er desværre ikke lykkedes med den korte høringsfrist. Så de følgende kommentarer er efter hukommelsen, men regner med at de bliver bekræftet, når jeg får fundet mapperne.
Inden etableringen af biogasanlægget, dengang Nordeuropas største, blev der afholdt et borgermøde, hvor vi blev lovet, at det ikke ville blive større. Jeg håber I kan finde det, i jeres referat fra dengang.
Når der skal hentes biomasse i form af husdyrgødning, viser beregninger, at det ikke kan betale sig at køre mere end 50 km væk for at hente det. Større afstande giver for stor miljøbelastning ved kørsel med tankvognene.
Sætter man en passer i biogasanlægget og tegner en cirkel med en radius på 50 km, har man 8% af Danmarks svinebesætninger. Så rent placeringsmæssigt ligger anlægget overordnet set hensigtsmæssigt.
Det fremgår af oplægget, at der håndteres 185.000 tons biomasse om året. Hovedsageligt husdyrgødning og affald fra planteavl.
Jeg har i forbindelse med et besøg på anlægget hørt, at der også bliver tilført en del slagteriaffald, da det giver en bedre forgasning af husdyrgødningen. Jeg mener at have hørt at 80% af den producerede energi, stammer fra slagteriaffald. Det skyldes, at slagteriaffald pr vægtenhed er mere energiholdigt end vand (gylle) og halm fra landbruget.
I oplægget står der: ”foruden husdyrgødning og rester fra planteavl skal anlægget også håndtere andre organiske restprodukter f.eks. fra fødevareindustrien.”
Det fører til min største bekymring ved forslaget: Forøgelsen på 515.000 tons er det så de andre organiske restprodukter f.eks. fra fødevareindustrien.?
Den type restprodukter kan det jo betale sig at køre langt efter, og jeg mener ikke, at vi i Spørring skal være med til at løse et affaldsproblem for hele Øst- og Midtjylland.
Den øgede trafikbelastning er jeg enig med den mange andre indlæg i.
Leif Nilaus
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Leif Nilaus

Indsendt

24/02/2021 00:48

Sagsnummer

HS6085831

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Trige - Spørring
Hørings-id

H254

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00