Gå til hovedindhold

Høringssvar

Byrådet skal overholde sin egen højhuspolitik

Aarhus Kommune vedtog i 2001 en højhuspolitik. Den politik er det nuværende byråd tilsyneladende villig til at se bort fra, så snart der kommer en investor forbi med et projekt. Hvor er vi henne, hvis borgerne ikke kan stole på annoncerede holdninger og vedtagne politikker? Rædselshuset Mindet 6 er desværre kun ét ud af adskillige projekter, hvor byrådet har ført borgerne bag lyset.
Aarhus Kommunes egen højhuspolitik foreskriver faktisk det eneste rigtige, når det gælder højhuse: Hvis vi overhovedet skal have dem, så skal de op i højlandet. De skal under ingen omstændigheder ligge i den historiske del af byen, i lavlandet og ved vandet. Det er der mange årsager til.
For det første har vi en historisk by, hvis profil består af nogle ikoniske bygninger, som aarhusianerne af gode grunde elsker: Domkirkens tårn, Rådhustårnet, Toldbodens markante tagflader, Bogtårnet osv. Højhusene smadrer det visuelle helhedsindtryk, og deres overdimensionerede, anmassende og talentløse arkitektur og tarvelige materialevalg tilfører ingen kvaliteter overhovedet til byens skyline.
For det andet er Aarhus placeret i et enestående landskab med markante terrænstigninger. Det betyder meget for opfattelsen af byen. Mange mennesker nyder på grund af terrænet udsigter og udsyn fra deres boliger, arbejdspladser, eller når de er ude i det fri. Med placering af højhuse i lavlandet blokeres udsigter, og det særlige Aarhuspræg ved landskabet udviskes. Aarhus bliver banal og ligegyldig.
For det tredje presses det trafikale system og anden infrastruktur, når tætheden øges. Omdannelse af ”brune” havnearealer er god bæredygtighedstænkning, men en grotesk overdrivelse af fortætningen leder til en lang række andre bæredygtighedsproblemer. Paradokset illustreres for eksempel af, at mange kvadrat- og kubikmeter må misbruges til det lovpligtige parkeringsareal.
For det fjerde ødelægger højhusene deres umiddelbare omgivelser og kompromitterer det gode, åbne og inviterende byliv. Arealer omkring højhuse er vindomsuste, og man har ikke lyst til at opholde sig der. Stueetager ender i reglen som døde, bunkeragtige og fjendtlige, og forestillingerne om små butikker og cafeer er oftest dybt urealistiske. Adgangsforhold til de store huse betyder pladskrævende ramper og kørebaner, altså store asfalterede og kun pletvist grønne arealer. Det er en sølle løsning for byens sammenhængende gaderum at placere en halvprivatiseret pyntepark i 2. sals højde.
For det femte nedsætter højhusene attraktiviteten og ejendomsværdierne for naboejendommene. De kommer til at ligge i skygge, bliver belastet af trafik og afskæres fra udsigter. Hvad der tilsyneladende er en quick-fix revitalisering af et område, kan blive starten på en langsigtet forslumning, som vi allerede begynder at opleve det i Aarhus Ø.
Hvornår får vi nogle politikere, som vil tage 352.751 Aarhusborgeres parti og ikke kun tilgodese en håndfuld investorer? Vi skal have skiftet kraftigt ud på taburetterne ved det kommende kommunalvalg. Vi vil have et nyt flertal, som kommitter sig på at stoppe smadringen af Aarhus. Vi skal have byrådspolitikere, som har mod til at lave langsigtede helhedsplaner, som diskuteres åbent med borgerne. Byrådspolitikere som tør sige nej til investorer, eller som pålægger dem at vise samfundssind og komme op med substantielt bedre projekter.

Anne-Mette Hjalager tilføjede et høringssvar den 02-Apr-2021. Det er blevet erstattet af et opdateret høringssvar den 13-Apr-2021 indsat her:

Grøn miskommunikation i lokalplan og miljøvurdering

Byggeinvestoren Olav de Linde, arkitektfirmaet C.F. Møller og Aarhus Kommune gør sig skyldige i grøn manipulation. Adskillige virkemidler inden for misvisende miljøkommunikation tages i brug i lokalplanen for Mindet 6.

Det er greenwashing, når nogen forsøger med grønne argumenter at gøre et projekt eller produkt mere bæredygtigt, end det er. Eller når de bruger moderne klima- og øko-sprog for at få opmærksomheden væk fra noget, som er kulsort. Ved grundig gennemlæsning af den samlede lokalplan og miljøvurdering og efter deltagelse i borgermødet d. 11.3.2021 finder jeg 15 eksempler på, at borgere og byråd bliver forledt til at tro, at Mindet 6 er grønnere, end det er. Jeg har sorteret eksemplerne efter, hvor alvorlige disse fordrejninger af sandheden er, og de mest graverende står øverst.

1. En omvendt miljøvurdering. Der er sket en meget bemærkelsesværdig og i forhold til normal administrativ praksis omfortolkning af, hvad en miljøvurdering skal indeholde. I miljøvurderingen for Mindet 6 ses der på, hvordan omgivelserne vil kunne påvirke Mindet 6 negativt med støj, støv, trafik osv. Man får nærmest indtryk af, at det er lidt ”synd” for bygherren, at der er belastende erhvervsaktiviteter på havnen, som han må døje med. Til gengæld slipper miljøvurderingen meget let om ved at tage stilling til de miljøkonsekvenser, som Mindet 6 selv kunne give anledning til for omgivelserne. Der står således intet om husets energiforbrug. Heller ikke noget om støj fra maskineri og fra de menneskelige aktiviteter. Det konstateres, at huset skal kobles på den almindelige infrastruktur, men der er intet om, hvorvidt det kan betyde overbelastning. Der står ikke noget om de trafikale problemer, som de omkring 2500 arbejdspladser og en ny parkeringsmulighed giver for virksomheder og beboere langs Sydhavnsvej, Marselis Boulevard, Jægergårdsgade og andre smutveje gennem bymidten. De ekstra belastninger i byggeperioden med jord- og materialekørsel redegøres der heller ikke for i miljøvurderingen. Det er alt i alt en meget ufuldstændig og tendentiøs miljøvurdering, som på denne måde vender bevisretningen på hovedet og stort set fritager Mindet 6 for at have konsekvenser for miljøet. Jeg mener, at miskommunikation på dette niveau er en sag for Planklagenævnet, og jeg vil arbejde på at få en landsdækkende organisation til at indsende en klage, som vil have opsættende virkning for byggeriet.

2. Grønne visioner udvandes i de for bygherren forpligtende bestemmelser i lokalplanen. Der er mange visioner i lokalplanens redegørelsesdel og i de overordnede planer for Sydhavnen. Men det er i lokalplanens bestemmelsesdel, at bygherren forpligtes retsligt. Her skrider eller relativeres de grønne intentioner, for eksempel:
• Genanvendelse kun ”i størst muligt omfang”
• Opholds- og udearealer af ”høj kvalitet”, hvilket er en meget luftig formulering
• Den centrale plads indrettes med ”mulighed for ophold”, det vil sige, at bygherren efter eget valg kan minimere dette. Illustrationsplanerne forpligter ikke.

3. En eksplosiv lokalisering. Der er flere tætte nabovirksomheder, hvis aktiviteter er forbundet med eksplosionsfare. Mindet 6 ligger betydeligt tættere på disse end andre større byggerier på Sydhavnen og boligområderne mod vest. Miljøvurderingen omgår risikospørgsmålet ved yderst kortfattet at lave en ikke nærmere forklaret ”analog” til en lokalplan for Mellemarmen. Omkring 2500 mennesker kommer til at arbejde i en bygning, hvor man trods risikovirksomhedernes seriøse afværgeindsatser ikke kan udelukke en eksplosionsfare.

4. Minimale grønne modydelser. Byggefirmaet har som modydelse for at få adgang til en så sublimt beliggende byggegrund pligt til stå for etableringen af en del af Aarhus’ sammenhængende rekreative forbindelse, som ligger på grunden. Men denne investering er marginal i sammenligning med de samlede anlægsomkostninger, og grundejeren vil alligevel skulle foretage en bearbejdning af sit grundareal, og derfor er der næppe tale om ekstra investeringer af betydning. Grundejeren forpligter sig at etablere cykelparkering. Igen er der tale om at gøre noget, som alligevel ville have indgået i et kontorhusprojekt, hvor mange mennesker – herunder cyklister – forventes at skulle arbejde.

5. Billeder, som romantiserer. Stemningsfulde tegninger og animationer viser, hvordan de grønne områder kan tage sig attraktive ud en varm sommerdag. Grønne træer, masser af mennesker som nyder tilværelsen. Men tegningerne viser ikke, at ganske store dele af arealerne i gadeplan optages af trafikarealer til biler eller cykler, og at attraktiviteten på mange arealer er beskeden. Arkitekten har glemt at illustrere, at der er plads til parkering af cirka 15 biler på forarealet mod vest. Det vil i virkelighedens verden nedsætte attraktionsværdien af dette areal betragteligt. Så mange biler parkeret og med manøvreareal på dette sted vil gøre arealet uanvendeligt som legeplads for børn og kedeligt som areal for udeservering. Tagterrassen fremstilles også i et meget romantisk skær med siddepladser, plantelaboratorier o.l. I miljøvurderingen fremgår det, at tagterrassen reelt kun egner til ophold på dage, hvor det er totalt vindstille. Der er ikke belæg for det indtryk af et kvarter med liv og menneskelig aktivitet, som billedmaterialet foregiver, og som var hovedtemaet for borgermødet.

6. Bygningen er ”næsten væk” på distance-visualiseringer. Der foreskrives, at bygningen skal opføres af lyse materialer, så den passer ind i miljøet. Men selv en bygning med lyse farver vil fremstå mørkt i modlys. Det har kommunens illustratorer ikke taget højde for, for eksempel af visualiseringen fra Mellemarmen, hvor bygningen ses fra nord eller nordøst. Her har man også behændigt ladet en lille sky svæve hen foran huset i cirka 15. sals højde. Set fra Tangkrogen forsvinder huset top op i en sky. Flere andre visualiseringer i lokalplanen og miljøvurderingen giver et falsk grønt image ved at inkludere træer i synsvinklens forgrund, herunder nogle der skjuler højhuset helt eller delvist. I billedet fra Sydhavnsgade er beskygningen af huset forgrunden næsten sort, og det gør vestsiden af højhuset, som er givet en gråligere beskygning, næsten venligt. I øvrigt er det svært i visualiseringerne overhovedet at få en sikker forståelse af bygningens indflydelse i byens gadebillede og fra aarhusianernes arbejdspladser og boliger. Visualiseringerne er med enkelte undtagelser i øjenhøjde fra gadeplan. Der mangler visualiseringer oppe fra universitetets og kommunehospitalets bygninger, fra beboelsesejendomme overalt i byen, for eksempel Vestervang, Trøjborg, Sjællandsgadekvarteret, Skansen, Marselishusene osv. Der mangler visualiseringer fra Filmbyen, Dokken og andre naboer. Vi kan forstå på C.F. Møllers udsagn under borgermødet 11.3.2021, at det er Aarhus Kommune, der har varetaget arbejdet med at få fremstillet visualiseringerne. Bygherre og arkitekt har skubbet ansvaret fra sig. Det giver Aarhus Kommune et lidet flatterende medansvar for en fordrejet kommunikation.

7. Skalaen skjult. Der er i lokalplanmaterialet en overvægt af illustrationer, som skalamæssigt tager sig af de små detaljer på bygningens nederste 2 etager, og som således trækker lokalplanlæsernes og borgermødedeltagernes opmærksomhed væk fra det meget mastodontiske byggeri ovenover. Der er ikke nogen retvisende frøperspektivbilleder i lokalplanen, det vil sige illustrationer af hele bygningen set nedefra og op i de umiddelbare nære omgivelser. Ved borgermødet viste bygherren mange fotos af plante- og grønsagskasser, legende børn og kaffekander, som i nogen grad bortledte forsamlingens opmærksomhed fra byggeriets samlede højde og volumen.

8. Opstilling af et skrækscenarie, hvis dette hus ikke bygges. I miljøvurderingen findes en kort bedømmelse af, hvad der vil ske, hvis højhuset IKKE bygges. Her tegner miljøvurderingen en forfaldshistorie for byggeri, lokalt miljø og klima, med andre ord et skræmmescenarie for enhver driftig kommunalpolitiker. Man tager ikke stilling til, at der i området kunne tænkes mange andre former for anvendelser og udviklinger, herunder også med lavere bygningshøjde og samtidig med respekt for de kulturhistoriske reminiscenser, med relevant klimaafværgning m.v. Et afsnit, som kun beskriver en forfaldshistorie som alternativ til lokalplanen, gør miljøvurderingen yderligere utroværdig.

9. Selvforsynende bygning? En stor bygning bruger meget strøm til belysning, drift af maskinpark og ikke mindst med varmere klimaforhold til afkøling. Høje bygninger har på grund af vindforhold og sikkerhed ikke oplukkelige vinduer, og temperatur og luftskifte kan ikke være brugerstyret, men er automatisk og kontinuert med et betydeligt strømforbrug. Som en del af løsningen fremhæver bygherren, at han vil eksperimentere med tre nye små vindmøller på taget. Der er desuden krav om anlæg af solceller på taget af parkeringshuset til at drive udluftningen. Der er ikke på noget sted anført, hvor stor en andel bygningens elforbrug, som kan forventes at komme fra disse anlæg. Men de synlige vidnesbyrd bruges til at ”grønstemple” bygningen.

10. Genanvendte og genanvendelige materialer. Der er fokus på genanvendelsen af bygningskroppen i område 1, og det er et argument for bevarelsen af industrihistorien og kulturarven i området. ”Man får meget foræret”, lød det på borgermødet fra bygherre og arkitekt. Reelt er bygningerne i så dårlig forfatning, at man må antage, at den i forbindelse med funderingen og opførelsen af et så stort hus overhovedet ikke kan bevares. Men bygherren kan måske hente designelementer og enkelte bygningsmaterialer ud og genindplacere dem i byggeprocessen, som så kan fortælle en historie om fortiden. At der skulle være en betydelig CO2-besparelse ved at genanvende bygningen er højst usandsynlig og da heller ikke eftervist i lokalplanen, og temaet indgår slet ikke i miljøvurderingen. Hertil kommer, at denne CO2- besparelse også (og med større sandsynlighed) ville være opnået med et andet projekt, som i højere grad havde et bevaringselement. Der er her tale om en klar greenwashing for at understøtte kommunens vildfarne forestillinger om de miljømæssige fordele med fortætning. Ved borgermødet fremhævede bygherren, at han ønsker at genanvende materialer, og at han har et godt lager af dette. Men uanset størrelsen af dette lager, er det næppe til andet end lidt imageforbedrende pynt.

11. Kulturhistoriske referencer, som fratages en reel betydning. Der er en gennemgang af arkitekturen og bevaringsværdierne i området. Det fremhæves, at det er vigtigt at bevare en æstetisk og visuel sammen-hæng. Men skalaen i højhusets og parkeringshusets proportioner og de foreslåede bygningsdetaljer er så afvigende fra den rosenrøde bygningshistoriske gennemgang, at det fremstår som rene postulater. Der bliver reelt ikke noget tilbage af industrihistorien. Ved borgermødet fremhævede bygherren (under beklagelse af de store omkostninger, som det vil medføre for ham), at han vil genopføre en historisk bro, men den kommer i miljøet til at være et meningsløst relikvie, frataget enhver forbindelse med skala og historie.

12. Forurenet jord. Lokalplanen siger, at overskudsjord ”så vidt muligt” skal genanvendes på grunden. Det må på ingen måde anses for at være et sandsynligt scenarie. Hvis jorden flyttes bort fra grunden, skal der indhentes tilladelse til deponering. Dele af grunden er en gasværksgrund, der kan være forurenet, og det fremgår af miljøvurderingen, at der formentlig også er tungmetaller og pesticider i undergrunden. Miljø-vurderingen dribler helt uden om stillingtagen til dette spørgsmål. Der er ingen oplysninger om, hvor der findes deponi for denne miljøproblematiske overskudsjord. Man slipper måske med forureningen på Mindet 6, men en dårlig deponering kan betyde negative virkninger for habitater andre steder. Myndighederne får generelt i stigende grad kritik for at tillade ”klapning” and overskudsjord i havet. Det anføres, at bygherren måske kan deponere andre steder på havnen, men miljøvurderingen kommer ikke ind på miljøeffekter og omkostninger. Det kan betyde protester fra andre, som ønsker at bruge havnens arealer. Ingen har lyst til at overtage forurenet jord.

13. Nedlukning for byliv og social diversitet. Miljøvurderingen er i høj grad ”copy-paste”, og kun på få områder leveres et stykke selvstændigt og professionelt miljøvurderingsarbejde. Det eneste punkt, hvor den reelt leverer en kritik af lokalplanforslaget vedrører den manglende vindkomfort på opholdsarealerne, og det gentages flere gange. Der kommer næppe noget attraktivt byliv på arealerne omkring huset, og projektet vil derfor være et stort tab for den samlede havnefront og sammenhængene i den kystvendte by.

14, Grønne arealer i miniature. Bygherren forpligter sig til at etablere grønne arealer på minimum 5 % af det samlede erhvervsareal. Det er under 3000 m2, svarende til 3 parcelhusgrunde, altså et ganske beskedent areal for en bygning, som rummer arbejdspladser for omkring 2500 mennesker. Hertil kommer den på-tænkte anvendelse af friarealerne som opholdssted for besøgende, som benytter butikker, cafeer m.v. I forhold til bygningens størrelse er det grønne element i absolut i miniature. Der tales om ”store” grønne bede, men de er alle i realiteten bittesmå, og de afskæres og afgrænses tæt af gang- og cykelarealer.

15. Urealistisk grønhed. Der er så meget vind på tagterrassen, at det er ubehageligt at opholde sig der uden afskærmning. Beplantning skal give et behageligt miljø. Men træer af den størrelse, som vises på tegningerne, vil ikke kunne holdes oprejst. Det romantiske miljø vil i virkelighedens verden blive en noget ”fladere” oplevelse. Der er ”minimum 13” træer på terrassen og ”minimum 12” træer på gadeplanarealerne. Det er meget, meget få træer, som der stilles krav om i den bindende del af lokalplanen, og det er en del færre end det i materialet illustrerede. Idet der er tale om et vanskeligt terræn at få træer til at gro i, må man frygte, at bygherren føler sig fristet til at holde sig på minimum.

Her har vi gennemgået 15 forskellige greenwashing-kneb i lokalplanen og miljøvurderingen om Mindet 6. Jeg har medtaget oplysninger fra borgermødet d. 11.3.2021. Projektet bør tages af bordet på grund af misvisende og fordrejet kommunikation.


Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Anne-Mette Hjalager

Indsendt

27/02/2021 13:50

Sagsnummer

HS0251146

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Midtbyen
Hørings-id

H257

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan, Byggeri og Miljø
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00