Så snart der skal bygges nyt, så klinger de kritiske røster højt. Det er rigtig ærgerligt, for det spænder potentielt ben for en positiv og hensigtsmæssig udvikling.
Jeg er helt med på, at vi ikke blot skal takke "ja" til ethvert byggeforslag, men her kommer der faktisk et rigtig spændende bud, der favner den eksisterende og historiske industribebyggelse. Det er fedt! Samtidig får vi også det grønne med, da byggeriet får et offentligt tilgængeligt grønt taghavemiljø med blandt andet restaurant, orangeri og nyttehaver. Vi får altså et byggeri, der både favner historien, det grønne, og byliv/byrum.
Samtidig er vi også nødt til at erkende, at der er stor efterspørgsel på et liv i midtbyen med virksomheder, arbejdspladser og forretninger. Vi vil gerne have det hele tæt på, og hvis udbuddet ikke følger med, så bliver Aarhus desværre en by for de få - og måske ligeledes uattraktiv for spændende virksomheder.
Jeg glæder mig til at se dette spændende byggeri på Mindet 6, og opleve det liv, det vil tilføre området.