13. april 2021 Den Gamle By Høringssvar fra Den Gamle By vedr. LP1147, Mindet 6 I forbindelse med at lokalplanforslag for Mindet 6 er sendt i høring, har Den Gamle By følgende bemærkninger til forslaget: Et højhus af den skitserede volumen og placeret midt i pakhuset, Mindet 6, vil få yderst negative konsekvenser for byens profil og for de kulturhistoriske bevarings- og fortælleværdier, som området rummer på såvel nationalt som på lokalt plan. Et højhus af denne størrelse vil uigenkaldeligt transformere det enestående pakhus og silokompleks ”De fem søstre” fra 1927, så det mister sin tydelige kulturhistoriske fortælleværdi, der er klassificeret som et af de 25 mest betydningsfulde nationale industriminder. Et enestående eksempel på dansk industriel kulturarv, der bør bevares uantastet, fordi det er et væsentligt bidrag til den samlede fortælling om Danmarks industrialisering. Vigtige kulturmiljøer i umiddelbar nærhed, som Sydhavnen og Mellemarmen, hvor der stadig er spor af den tidligere pulserende havn nær Aarhus midtby, vil miste helhedspræg, identitet og kulturhistorisk fortælleværdi ved placering at et fremmedelement af så enorm volumen - og i øvrigt helt uden havnerelation. Dertil kommer, at det ældste Aarhus, den middelalderlige bykerne med blandt andet domkirken og torve, vil blive markant påvirket af et højhus af den skitserede højde, som vil rejse sig endda meget højt over tegltagene. Den væsentlige kulturhistoriske fortælling om Aarhus som domkirkeby og kirkeligt magtcentrum, der materialiserer sig gennem domkirkens massiv midt mellem Store Torv og Bispetorv, vil svækkes afgørende. Domkirken vil forholdsmæssigt forklejnes og dermed miste pondus og eksplicit fortælleværdi. Vi noterer os, at en visualisering af præcis dette forhold savnes i lokalplanforslaget, hvilket gør det vanskeligt at forstå konsekvensen af højhuset, for det helt centrale og allerældste Aarhus. Vi anbefaler derfor, at der udarbejdes visualiseringer heraf. Den kulturhistoriske fortælling afspejler sig også i skylinen, hvor bymidter traditionelt har kunnet identificeres gennem eksempelvis rådhustårne og kirkespir. Aarhus’ ikoniske profil og identitet med en samlet bystruktur, kirkespir og rådhustårn vil komme under pres, hver gang der bygges i højden så tæt på centrum, og da navnlig når der er tale om byggeri i denne voldsomme volumen. Undersøgelser viser at kulturarven har stor værdi. En by med tydelige kulturhistoriske fortællinger generer både økonomi i form af øget turisme, vækst og en øget glæde blandt borgerne over at bo i by med mange iboende fortællinger. Projekter af denne størrelse vil påvirke kulturarven negativt, og det vil være uigenkaldeligt. Den Gamle By anbefaler, at hensynet til Aarhus’ enestående bymidte og det helstøbte havnemiljø med det nationale industriminde prioriteres over det aktuelle byggeprojekt, som med fordel kunne placeres et sted, hvor det ikke vil karambolere med byens markante profil og historiske identitet.