Byggeriet af en så voldsom kolos på havnefronten i Aarhus vil skæmme byen og skabe store skygge- og vind-gener for beboere i Aarhus midtby. Samtidig vil det være endnu en voldsom blokering af den havneudsigt, der er en af Aarhus’ allerstørste attraktioner.
Lad os dog værne om havnefronten og byens naturlige nedtrapning til den. Lad os bevare den demokratiske ret til havnenærhed og havudsigt fra det meste af Aarhus by.
Vi får højhuset Light House ved indsejlingen til havnen, og dette bør stå alene som en monolit, der markerer overgangen mellem by, skov og hav. Byg dette højhus på en mindre prominent placering længere væk fra vandet og i samspil med de andre høje huse i byen. Stop byggeriet af denne kolos, der er fuldkommen insensitiv over for det smukke og unikke havnemiljø, det placeres i.