Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1143 - Etageboliger ved Rødkløvervej, Christiansbjerg

NEJ TIL LOKALPLAFORSLAG NR. 1143 VEDR. ETAGEBOLIGER VED RØDKLØVERVEJ og KATRINEBJERGVEJ, CHRISTIANSBJERG

Jeg vil ved kommunevalget i november 2021, når jeg skal stemme lægge afgørende vægt på, at byudviklingen i Århus sker på en afbalanceret måde, hvor der værnes om sammenhængende bymiljøer med grønne områder, respekt for eksisterende bygninger og ingen massiv fortætning af bebyggelsen. Byen skal selvfølgelig udvikle sig, men det skal ske på et planlægningsmæssigt grundlag og en harmonisk måde, hvor der tænkes i helheder – og ikke enkelt-projekter, som private bygherrer har.

Planløs fortætning og befolkningsudskiftning
Det foreliggende lokalplanforslag 1143 vil for Christiansbjerg betyde en fortsat fortætning. Udviklingen burde være fastlagt i en langsigtet plan, men omdannelsen af Christiansbjerg sker planløst, hvor det er private bygherrers projekter, der styrer udviklingen.

Århus Kommune har som målsætning at skabe en differentieret befolkningsudvikling, og hvor også børnefamilier og gode skatteborgere har mulighed for at bo i byen. Netop på Christiansbjerg er der en blanding af karrebebyggelse og villaer, men det foreliggende projekt, som lokalplanforslaget vedrører, vil forandre lokalområdets differentierede befolkningssammensætning til en ensidig med mange studerende. De gode skatteborgere tvinges til at flytte. Det gavner ikke beskatningsgrundlaget.

Forslagets gennemførsel vil skabe præcedens for lignende projekter, hvorved et ellers hyggeligt, lavt område af byen langsomt bliver spist op af høje, klodsede betonbygninger.

Ødelægger lokalområdets lyse og åbne karakter
Det konkrete projekt, som lokalforslaget vedrører, lukker sig om sig selv og virker utilgængeligt og fængselsagtigt med de op til 6 etager ud mod Katrinebjergvej. Det vil ødelægge den åbne karakter, som lokalområdet har i dag med karrebebyggelser med omgivende store grønne område og villahaver. Hertil kommer skyggevirkninger af de massive bygninger.

Jeg er ikke modstander af, at der bygges noget andet i stedet for villabebyggelsen, men det bør ske på en måde, der fastholder lokalområdets åbne og lyse karakter.

Infrastrukturen kan ikke klare presset + Store parkeringsproblemer
Århus kommune har i 2020 betalt for og etableret trafikdæmpende foranstaltninger på Katrinebjergvej med det formål at dæmpe farten og størrelsen af den gennemkørende trafik.

Dette vil det foreliggende forslag til bebyggelse med 223 lejligheder modarbejde. Al erfaring fra lokalområdet tilsiger, at mange af de nye beboere vil – uanset god kollektiv trafik og cykelstier i lokalområdet - have bil – også studerende (Det har de bl.a. i Katrinebjergparken, hvor jeg bor). Der er i forvejen både massive trafikale problemer i området i morgen- og eftermiddagstimerne.

Vel indeholder forslaget til ny bebyggelse 70 parkeringspladser, men det vil nok næppe række til 223 lejligheder. Det er allerede store vanskeligheder med at finde parkeringspladser i området - medmindre man vil parkere ulovligt eller på den nærliggende skoles parkeringsplads.

Farligt med øget trafik på en skolevej
Forslaget til byggeri indeholder en parkeringskælder med 70 P-pladser med udkørsel til Kløvermarksvej, som også er skolevej for mange elever til Katrinebjergskolen. Det må siges at være en farlig cocktail at øge trafikken på en skolevej til en skole, der har stigende elevtal. Det er ugennemtænkt og ukoordineret fra Århus Kommunes side.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Mette Pilgaard

Indsendt

23/04/2021 13:54

Sagsnummer

HS8041628

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Skejby-Christiansbjerg
Hørings-id

H264

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00