Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1143 - Etageboliger ved Rødkløvervej, Christiansbjerg

Byggeriet ved Kløverparken

Som udgangspunkt er vi imod byggeriet og den deraf fortætning af området. Ifølge lokalplanen ville man holde fortætningen af Christiansbjerg i området mellem Katrinebjergvej og Paludan Møllersvej. Vi opfordrer til at man holder sig til lokalplanen.
Efter deltagelse i online-borgermødet finder vi det relevant at fremføre nogle forhold, som må være en forudsætning, hvis byggeriet skal gennemføres.
Først og fremmest er det dybt uansvarligt ikke at have taget i betragtning at opkørsel fra parkeringskælderen sker ud til Kløvermarksvej, som i forvejen er en spidsbelastet skolevej, med deraf følgende sikkerhedsrisiko for de bløde trafikanter. Den vil blive yderligere øget med trafik fra de omliggende veje, da der i byggeriet er projekteret 70 p-pladser til et meget højere antal lejemål.
Der blev fremført argumentet, at en del af beboerne vil være studerende, men en stor del af disse vil også have et køretøj at parkere, så det argument holder slet ikke, og det skal kommunen tage i betragtning.
Den deltager fra kommunen, der på mødet repræsenterede trafikudvalget, fik drejet et konkret spørgsmål fra en bekymret forælder om sikkerhed på skolevejen over i en diskussion om at forældre kørte deres forkælede børn i skole i stedet for at lade dem cykle, hvilket resulterede i at drøftelsen blev stoppet af mødelederen med henvisning til at det var en politisk diskussion og derfor ikke hørte til i forummet. Derfor kom der ikke en reel behandling af dette emne på mødet, hvilket var en stor fejl, da dette er en af de store forhindringer i forhold til at det er ansvarligt at starte projektet. I må gerne betragte dette som en officiel klage over opførslen fra den pågældende repræsentant fra kommunen, der fordomsfrit burde varetage borgernes interesser og reelle bekymringer.

I det øjeblik man som cyklist drejer ind på Kløvermarksvej fra enten Katrinebjergvej eller Brendstrupvej, befinder man sig på en 2-sporet kørebane med trafik i begge retninger, parkering i den ene side og ingen cykelsti til de cyklende skolebørn. Det har ingen gang på jord, at påstå at det er p.g.a. dovenskab børnene ikke bliver sendt til skole på cykel, det er udelukkende for at sikre at de når sikkert frem.

Dernæst er der byggeriets karakter. Der påstås at det falder ind i omgivelserne og det tilstødende byggeri. Det kan man argumentere for med valget af materialer osv., men hvorfor er det så højere end de eksisterende byggerier? Ligegyldig hvad man fra bygherrens side fremfører m.h.t. rentabilitet og lign. bør højden tilpasses det eksisterende, så man ikke øger skygge effektet og ikke mindst byggeriets dominerende effekt - det bliver en ordentlig klods at have liggende, hvor der lige nu er en smule luft. Dette kunne udlignes ved, at der ikke er facade hele vejen rundt mod omgivelserne, men lidt plæner eller anden form for frirum. Bygherren argumenterede med, at der var mulighed for at bevæge sig gennem byggeriet via en åbning i hver ende af bebyggelsen, men dette har kun en effekt, hvis man lægger sin rute den vej og er derfor kun aktuel hvis man bevæger sig ind i byggeriet - det er ikke noget man har fornøjelse af som nabo eller forbipasserende.

Sidst vil vi gerne opfordre kommunen til at stramme op på kravene til dem, der ønsker at bygge i Aarhus.
Vi er landets 2. største by og et af de mest attraktive steder i denne verden at investere i, så hvad med at have lidt is i maven og forlange kvalitet og en mere visionær tilgang til arkitektur og luft til omgivelserne. Fra den almindelige borgers synspunkt, bliver der gjort indhug i de grønne arealer, udsigten til himlen og der bygges alt for højt i bykernen. Kommunen siger i deres visioner, at man prioriterer grønne områder. Dette kan ikke ses i byggerierne, hvor man udnytter tagarealer som en del af friarealerne. Disse burde ligge i jordhøjde, så de er en del af byen og alle kan have fornøjelse af dem.
Det virker for os udenforstående borgere, som om nye byggerier bliver godkendt, hvis de opfylder mindstekravet for grønne arealer. Dette giver ikke en grøn by.


Kommunen bliver også nødt at anfægte den aggressive strategi investorerne lægger for dagen i forhold til at kontakte private parcelejere med tilbud om opkøb. Det burde være et krav at have kontaktet kommunen først, for at I kan sikre at det ikke kolliderer med lokalplanerne, så man som borger kan regne med at disse ikke bliver undermineret. Det burde være investorerne, der tilpasser sig lokalplanerne og ikke omvendt.

Men summa sumarum. Det kan nok ikke forhindres at byggeriet gennemføres, men det må været et krav, at de trafikale forudsætninger er afklaret og at der er taget mere hensyn til området, de eksisterende byggerier, og specielt til Kløverparken.

CASA's påstand om at der er kommet en fælles henvendelse fra parcelejerene med et tilbud om opkøb, er simpelthen ikke troværdigt og burde undersøges af en kommission - det virker som om de løber om hjørner med os alle sammen.
Vi håber, I vil tage vores henvendelse i betragtning.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Henrik Sandberg

Indsendt

24/04/2021 12:37

Sagsnummer

HS7910730

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Skejby-Christiansbjerg
Hørings-id

H264

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00