Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1143 - Etageboliger ved Rødkløvervej, Christiansbjerg

Høringssvar til lokalplan 1143

Jeg synes ikke at denne bygning skal bygges i dens nuværende form, da den forringer området. Bygningen vil tage lys fra både lejlighederne og de grønne områder på den anden side af Rødkløvervej. Bygningen vil også betyde, at der vil komme flere biler og dermed skabe mere kaos ved skolen om morgenen, hvor der allerede er problemer i forvejen. Udover dette vil parkeringsmulighederne i området også blive forringet. Der er allerede problemer med parkeringen i området, herunder at folk holder for tæt på kryds og dermed gør det mere farligt, at færdes i området både som gående, cyklist og bilist.

Bygningens højde vil som sagt tage lyset og dermed ødelægge de allerede eksisterende grønne områder mellem bygningerne på den anden side af Rødkløvervej. Det kan godt være at bygningerne ikke kommer til at skygge særlig meget i juni, men de eksisterende grønne områder bliver brugt allerede fra marts af og frem til september/oktober. Det område der er solskin på senest på de eksisterende grønne områder, er det område, som den nye bygning vil skygge for allerede kl. 12 i marts og september. Udover dette synes jeg der mangler skyggediagrammer for juni efter kl. 18, da området ofte bliver brugt til 22-tiden i sommermånederne, da folk spiser ude når vejret er til det.

Jeg mener ikke, at den nye bygning skaber et nyt grønt område eller skaber et gårdrum der inviterer til ophold, da gårdrummet i den nye bygning primært bliver fliselagt og det grønne består i potteplanter, bede og træer. Udover dette vil gården, ud fra skyggebillederne, ligge i skygge meget af tiden.

Arkitekternes forsøg på at lave en inkluderende bygning for området er efter min mening mislykket, da bygningen slår ring som sig selv og ikke virker indbydende for folk der ikke bor i bygningen. De stier der fører gennem bygningen, tvivler jeg på at folk vil bruge, da det ud fra facade tegningerne ikke virker til, at man kan komme igennem og ud på den anden side. Gårdhaven vil være i skygge meget af tiden og når den ikke ligger i skygge, vil de grønne områder på den anden side af Rødkløvervej også have sol, hvilket klart er at fortrække, da der er græs man kan opholde sig på.

Hvis byggeriet skulle give noget værdi for området og ikke skabe forringelser, skulle bygningen ikke være mere end 3 etager. Bygningen skal gøres til flere mindre bygninger, som står på samme måde som bygningerne på den anden side af Rødkløvervej, så der kan skabes flere grønne områder mellem bygningerne, så bygningerne ikke lægger de eksisterende grønne områder i skygge.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Line Sommer

Indsendt

28/04/2021 10:46

Sagsnummer

HS6430489

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Skejby-Christiansbjerg
Hørings-id

H264

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00