Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1143 - Etageboliger ved Rødkløvervej, Christiansbjerg

Etageboliger ved Rødkløvervej/Christiansbjerg

Selv om vi ikke bor helt tæt på projektet, vil vi gerne på denne måde udtrykke vores manglende ønske om/tilslutning til mere fortætning her på "Bjerget" og af flere grunde stor skepsis over for det, at udviklere på denne måde opkøber et helt villaområde med henblik på fuldstændig omdannelse.

Når beslutning tages hos kommunen, tænkes der forhåbentlig mere på beboerne i området end på projektudviklere, der ikke er afhængige af præcis dette projekt - eller mon det er meningen, vi andre også skal flytte, når vi bliver trætte nok af byggelarm og -trafik fra snart det ene, snart det andet store byggeri i nærområdet, hvis ikke dette (eller projektet ved Kalmargade) bliver det sidste i trekanten Katrinebjergvej/Randersvej/Ringvejen i en længere årrække? Kan dette ikke garanteres, frygter vi fald i huspriserne eller lang liggetid, hvis man bor for tæt på et større igangværende byggeri, når man beslutter at sælge, hvilken beslutning man jo kan blive tvunget til at tage uanset blokbyggeri eller ej.

Især efter igangsætningen af byggeriet ved Kalmargade, som vi ikke bor vældig mange huse fra og er trætte af, vi ikke nåede at udtrykke vores mening om inden beslutningen om det, frygter vi trafikfortætningen - og den behøver ikke at blive større hverken på Stockholmsgade, Brendstrupvej eller Katrinebjergvej og slet ikke på sidegaderne hertil, bl.a. omkring Katrinebjergskolen. Ingen af gaderne på Christiansbjerg, hvoraf nogle faktisk er private, er gearet til mere bilkørsel - eller mere gadeparkering på ikke-hensigtsmæssige steder, som man efterhånden ser mere og mere af. Men hvor gør man ellers af sin bil, hvis man ikke bor i eget hus eller ikke har en plads i en p-kælder (hvor der ikke er 1 p-plads pr. lejlighed)? På trods af kollektiv trafik kan man jo godt have brug for en bil, ligesom der kan komme gæster i bil. Vi ønsker ikke et p-kaos som f.eks. på Frederiksbjerg!

Da vi i udgangspunktet er glade for at bo her, bl.a. fordi området er så forskelligartet med villaer af meget forskellige typer og årgange, ønsker vi ikke, at hverken byggeriet ved Kalmargade eller et evt. byggeri ved Rødkløvervej kommer til at danne præcedens for flere gennemgribende ændringer af området. Hurra for denne forskellighed, der netop danner "byen i byen". Men nu er nok nok. Lad villagrunde være villagrunde. Når der fra tid til anden er villaer, der er saneringsmodne, betyder det jo ikke, at naboens også er det! River man alligevel også den ned, kan det vel ikke ligefrem anses som klimavenligt!

Med venlig hilsen
Else Thuen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Else Thuen

Indsendt

28/04/2021 17:34

Sagsnummer

HS3144171

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Skejby-Christiansbjerg
Hørings-id

H264

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00