Aarhus kommune er i gang med at få skabt en Helhedsplan for Hasle Centrum, og det kan man som beboer i Hasle kun hilse velkommen.
Her er masser af muligheder for at bygge videre på det eksisterende, så man behøver ikke at genopfinde bydelen, som Rådmand Bünyamin Simsek udtaler på side 3.
Der er mange gode forslag og intentioner i den 100 sider lange Helhedsplan; men der er også ting, der vækker bekymring hos mig som mangeårig borger i Hasle.
Først de positive intentioner i planen:
1. Med diverse tiltag at få Bispehaven bedre integreret som en del af Hasle - bl.a. etablering af nye åbninger/veje/stisystemer fra Bispehavevej til bl.a. Viborgvej.
2. Flere kultur- og fritidstilbud i området - såvel Bispehaven som Hasle Centrum.
3. Udvikling af området mellem Viborgvej/Ryhavevej/Bispehavevej (Centerområdet).
4. Skabe bedre mødesteder i byrum og parker.
5. At gøre det lettere og mere trygt at cykle, gå eller benytte kollektiv trafik frem for bilen.
6. Nedsat hastighed på Viborgvej.
7. Flere træer/grønt langs vejene i Hasle.
8. Hasle Centrum skal også fremover være genkendelig som en bydel med villaer i fine gamle haver.
Bekymringspunkter:
På den ene side ønsker man fortsat en bydel med villaer i fine gamle haver, samtidig med at man planlægger nedrivning af en række bevaringsværdige villaer fra Frydenlund til Hasle Torv og erstatte med etageejendomme i 4 - 6 etager. Det hænger ikke sammen! (billede 1)
Planen lægger op til, at der "i fortætningspunkter og vækstakser gives principiel mulighed for at bygge mere end dét, der hidtil er fastsat i kommuneplanens rammer. Det kan fx være fornyelse af et ældre parcelhuskvarter i en vækstakse (som Viborgvej)" Hvorfor? Det betyder at man gør det ekstra attraktivt for spekulanter at begynde at købe ejendomme op, når disse bliver sat til salg. Det er sket på bl.a. Randersvej og er i fuld gang langs Skanderborgvej og Viborgvej.
Hvis man bygger i 4 - 6 etager på Viborgvejs nordlige side, vil det medføre stort tab af lys på de bagvedliggende matrikler (billede 2)
Planen nævner, at en markedsanalyse har vist, der i Hasle primært er efterspørgsel og mangel på billige rækkehuse i 2- 3 etager med egen have. Hvorfor tillader man så fortsat opførelse af etageblokke og ikke rækkehuse i stedet for? (billede 3)
Vedrørende høje huse nævner planen, at der skal der laves en konsekvensvurdering, der belyser et eventuelt højhus´ indvirkning på arkitektur, byrum, klima og trafikale forhold.
På diverse tidligere møder har der været overvejende modstand mod høje huse i Hasle. Det bør respekteres! Af hensyn til helhedsindtrykket omkring Hasle Torv bør ingen huse være højere end de, der ligger der i forvejen, max 4 etager (billede 3)
Planen foreslår nedsat hastighed fra 60 km/t til ? fra omkring ved Haslegårdsvej til omkring ved Højkolvej. Jeg foreslår 50 km/t fra Ringvejen til Ringgaden. Kombineret med at man synkroniserer lyskrydsene ved Højkolvej og Frydenlunds allé bør det kunne give en mere glidende trafik.
Det nævnes også, at en del af boligvejene anvendes til smuttur for uvedkommende trafik for at undgå trængsel på Viborgvej. Hvordan forestiller man sig så, det vil blive på de bagved liggende villaveje, hvis villaerne langs Viborgvej erstattes med etageblokke med en voldsom forøgelse af antal beboere (og bilejere)? Mon ikke det vil betyde rigtig mange parkerede biler på de bagved liggende villaveje - og ikke mindst en voldsom forøgelse af trafikken på disse for at komme til Viborgvej og Ringvejen? Det vil bl.a. også medføre mindre tryghed for skolebørnene i Hasle! (billede 4)
Mvh, Bente Bergmann
(stifter af fb-gruppen Høje Hasle Fremtid - med i netværket Med ♥ for Aarhus)
(*1)
(*2)
(*3)
(*4)