Gå til hovedindhold
Hasle centrum

Høringssvar vedr. helhedsplanen for Hasle Centrum

Vi er i Århus Ungdommens Fællesråd (ÅUF) glade for at kunne bidrage til høringen af helhedsplanen for Hasle Centrum igennem denne åbne høring. ÅUF er som fællesrepræsentant for 120 samfundsengagerende børne- og ungdomsforeninger optaget af, at der i udviklingen af både eksisterende og nye bydele skabes plads og gode rammer for et aktivt forenings- og fritidsliv for børn og unge.

//Gode rammer for foreningsaktiviteter//
Med planerne for en bedre og mere sammenhængende bydel med plads til alle, ser vi i ÅUF et stort behov for, at faciliteter til foreningsaktiviteter tænkes med som en integreret del af udviklingen af området. Vi bakker derfor op om målene beskrevet for strategi 1: ”Et Hasle med plads til alle”, hvor der er fokus på at skabe grønne områder og nye mødesteder, og gøre det lettere at cykle eller bruge den kollektive trafik. Det er alle mål, som kan bidrage til at skabe gode rammer for fritidsaktiviteter i de frivillige foreninger for børn og unge, hvis de bliver realiseret. Det er klogt at tænke mødesteder og fritidsfaciliteter ind, når der skal bygges nyt eller bygges om – det gælder både udendørs og indendørs faciliteter. Fra ÅUF indgår vi gerne i en videre dialog om fritidsfaciliteter, der er egnede til aktiviteter i børne- og ungdomsforeningerne.

//Inddragelse af foreningerne i området//
I ÅUF ved vi, at det er vigtigt, at de foreninger, som allerede har aktiviteter i Hasle Centrum, involveres i planlægningen hele vejen fra start til slut. ÅUF vil gerne hjælpe med at involvere relevante børne- og ungdomsforeninger i den videre proces for Hasle Centrum. Det gælder FDF Hasle-Åbyhøj og De Grønne Pigespejdere i Hasle-Møllevang, som allerede bor i kvarteret. Vi vil også gerne skabe kontakt til foreninger, som kunne ønske at starte aktiviteter for børn og unge i kvarteret i forbindelse med, at der opstår nye muligheder med byudviklingen.

Uanset om det er nye eller etablerede foreninger, så er det vigtigt, at faciliteter til foreningsaktiviteter tænkes ind i planen, så der bliver plads til fx udendørs spejderaktiviteter, fællesspisning i sociale foreninger og mødesteder for unges politiske arbejde. Det er meget nemmere at opnå synergier og finde samarbejdspotentiale, når foreningslivet tænkes med fra start.

Det er essentielt for bydelens udvikling og borgernes ejerskab til det nye byområde, at der er mulighed for at involvere sig og få indflydelse på planlægningen. Som repræsentant for børne- og ungdomsforeningerne i kommunen vil vi gerne fortsat bidrage med netop dette perspektiv i det videre arbejde med helhedsplanen.


På vegne af Århus Ungdommens Fællesråds Styrelse

Nina Hansen og Sara Springborg
Formand Sekretariatsleder
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Sara Springborg

Indsendt

07/05/2021 12:26

Sagsnummer

HS4050658

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Hasle
Hørings-id

H271

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00