Gå til hovedindhold
Hasle centrum

Fortætning

Kære Byråd,
Som nogle af de borgere, der kan blive meget berørte, vil vi med dette høringssvar bidrage med vores holdning til Helhedsplanen for Hasle Centrum.

Vi vil gerne kvittere for den gennemarbejdede plan og de stærke visioner for området omkring Hasle torv, hvor udviklingsperspektivet står klart og positivt. Planen beskriver muligheder for at udvikle et udfordret område til fordel for både gamle og nye beboere, og denne del bakker vi op om.

Der er dog en lille del af Strategi 3, som vi håber, at byrådet vil udelade af Helhedsplanen. Det drejer sig om fortætning langs Viborgvej fra Tingvej til parken ved Præstehaven. Dette gør vi af flere grunde: dels er forudsætningerne for denne del af planen ikke beskrevet korrekt, dels vil der med gennemførsel af denne del af planen være tale om afvikling fremfor udvikling. Et tiltag, der indebærer en risiko for at rykke ved den balance, der gør det nuværende Hasle og dens indbyggere til et værdifuldt bindeled imellem de udfordrede dele af Aarhus V og byen. Senest helt konkret i forbindelse med ændring af Bispehavens skoledistrikt.

I helhedsplanen beskrives området som præget af faldefærdige udlejningshuse, hvilket langt fra er tilfældet. På strækningen fremstår langt de fleste huse ikke bare præsentable, men også arkitektonisk bevaringsværdige. Her er det tydeligt, at der leves gode familieliv, også på trods af Viborgvej. Desuden er et af husene omdrejningspunkt for et socialt og aktivt liv for omkring 40 pigespejdere og deres familier, samtidig med at det fungerer som bolig for spejderledere, under deres studier. Begynder man at åbne for nedrivning af disse ældre, velholdte huse for at erstatte dem med etagebyggeri, vil man fjerne noget værdifuldt. Ikke bare i kraft af det enkelte hus, men fra hele området.

Af helhedsplanen fremgår det, at områdets beboere primært er ældre par uden børn. Igen en påstand der ikke er korrekt. I de fleste boliger i det område, der påvirkes af fortætning på denne strækning, bor børnefamilier. Det er familier, der har investeret både socialt og økonomisk i området, netop på grund af områdets særlige historie som gammel æbleplantage kombineret med Gammelgårdsskoledistriktets kulturelle diversitet. Med fortætning og etagebyggeri for enden af disse rolige villaveje vil hele miljøet i denne del af Hasle forandres markant. Øget trafik og parkeringsudfordringer på de små veje vil betyde et mindre attraktivt område for børnefamilier, der bidrager til den sociale bæredygtighed i Hasle.

I helhedsplanen lægges der vægt på et smukt arkitektonisk udtryk og en indbydende indgang til Hasle ad Viborgvej. Det er svært at forene denne vision med nedrivning af smukke huse og grønne have arealer til fordel for mere eller mindre ensartet etagebyggeri tæt ud til vejen. På grund af Viborgvejs høje placering vil etagebyggeri dominere udsigten for beboere og forbipasserende. Samtidig vil en sådan forandring medføre markante gener for husene langt ned ad vejene, da etagebyggeriet ville ligge øverst på en bakke med et uundgåeligt indkig til huse og haver.

Aarhus Kommunes fortætningsstrategi må ikke skulle gennemføres for enhver pris, og i dette tilfælde kan prisen være for høj for et sårbart område som Aarhus V.

Vi håber derfor, at byrådet vil tage disse forhold i betragtning, og udelade fortætning langs denne strækning af Viborgvej i Helhedsplanen for Hasle Centrum.

Med venlig hilsen
Beboerne på Degnebakken nr. 1, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17 og 20
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Kristina Kledal

Indsendt

11/05/2021 21:24

Sagsnummer

HS1907987

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Hasle
Hørings-id

H271

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00