Hasle centrum
Højhus nej tak - trafikken på Viborgvej - grønt område ved Tingvej
Højhus på 10-12 etager ved Hasle Torv?
Er der en automatik i, at der SKAL være mulighed for bygninger i 10-12 etagers højde, når byrådet har besluttet, at Hasle skal være et by-fortætningspunkt? I så fald mener jeg, at det er en forkert automatik. Jeg mener, at stadsarkitekten bør se på den bygningsmasse, der er på stedet i forvejen – og sikre, at der er en harmoni i det samlede bygningsbilede. Omkring Hasle Torv er der i forvejen bygninger på 2-3 etager og jeg mener, at det vil være helt misvisende og særdeles uharmonisk med et højhus på 10-12 etager i forhold til omgivelserne. Derfor bør planen slet IKKE give mulighed for dette.
Jeg må indrømme, at når jeg ser på den særdeles brogede og uharmoniske sammensætning af bygninger på Århus Ø, hvor jeg synes det samlede bygningsbillede er grimt, kommer jeg i tvivl om, hvorvidt stadsarkitekten foretager en sådan samlet vurdering af bygningsbilledet. Eller om Århus Kommune blot giver enkeltstående byggetilladelser, uden hensyn til det samlede bygningsbillede. I givet fald en stor fejl.
Lad Viborgvej i Hasles centrum bliver udstyret trafikalt som Silkeborgvej i Åbyhøj
Viborgvej i området omkring Hasle Torv er i dag som en Berlinmur, der skiller Hasle i to. Årsagen er tusinder af gennemkørende biler, der kører hurtigt igennem og larmer voldsomt. Meget stressende for beboerne.
Jeg er derfor meget glad for, at planen lægger op til, at der skal ske en fredeliggørelse af trafikken, så det bliver meget nemmere at gå over vejen og som fodgænger opleve, at det er nemt at færdes mellem de to dele af Hasle på hver side af Viborgvej.
I Åbyhøj er der tre steder, hvor asfalten er malet rød for at gøre bilisterne opmærksomme på, at her skal man sænke farten og give plads til gående. Desuden er der lavet en bred midterrabat med forhøjninger med brosten og sorte stolper de steder, hvor det er let og indbydende for fodgængere at gå over vejen. Jeg mener, at man med disse foranstaltninger har en klar oplevelse af, at Åbyhøj er ÉN by og ikke delt i to.
For at opnå det samme i Hasle, vil jeg derfor foreslå, at Århus Kommune i Hasle laver nøjagtig den samme regulering af trafikforholdene med rød asfalt, brede midterrabatter og stolper i jorden som i Åbyhøj. Jeg forstår helhedsplanen sådan, at den også lægger op til at dette skal ske på Viborgvej (Hasle Hovedgade) på 3 steder mellem Hasle Torv og Hasle Kirke. Det synes jeg er virkelig godt! Det er helt afgørende at holde fast på dette, når byrådet skal beslutte sig. Hvis altså ønsket om at gøre Hasle til en samlet by(del) at leve i skal tages seriøst.
Men jeg mener, at det også er helt afgørende at der oprettes et fjerde overgangssted over Viborgvej, som er indbydende og let for gående at bruge. Stedet er mellem det grønne område ved Tingvej og Præstehaven. Kun derved kan også disse dele af Hasle, på begge sider af Viborgvej, forenes. En særdeles væsentlig virkning vil være, at beboere fra den østlige side af Viborgvej i dette område let kan bruge de to grønne områder ved Tingvej og Præstehaven. Det forhindrer den nuværende trafikale Berlinmur på Viborgvej i dag. Det er alt for farligt et sted at gå over vejen i dag.
Med hensyn til hastigheden for bilerne, er det de almindelige regler for bymæssig bebyggelse, der gælder på Silkeborgvej i Åbyhøj ved fodgænger-overgangsstrækningen: 50 km/t. På grund af skilte om indsnævring af vejen og hele vejens udformning med den røde asfalt og bred midterrabat er det min opfattelse, at hastigheden på dette sted i Åbyhøj i praksis kun er 40 km/t. Man har som bilist simpelthen ikke lyst til at køre hurtigere, når man samtidig skal følge færdselslovens grundprincip om at køre efter forholdene. Jeg vil derfor stærkt anbefale, at man på disse tilsvarende strækninger på Viborgvej i Hasle indfører en hastighedsbegrænsning på 40 km/t eller bruger samme system som i Åbyhøj med 50 km/t. Den nuværende hastighed på Viborgvej på 60 km/t er alt, alt for meget og ødelæggende, hvis man vil skabe en helhed ud af Hasle.
Det lille grønne område ved Tingvej
Jeg støtter varmt helhedsplanens forslag om at gøre det lille grønne område ved Tingvej til et mere indbydende og spændende sted at opholde sig. Godt initiativ.
Download høringssvar som pdf