Vi har med stor interesse fulgt debatten og oplægget vedr. byudviklingen omkring Hasle Torv. Vi har som tilflyttere til området og som børnefamilie med to piger på Hasle Skole, sat stor pris på at Hasle fremstår som en hyggelig forstad til Aarhus C, der respekterer de historiske tidslinjer uden tætpakket etagebyggeri fx langs Viborgvej. Vi kommer fra lejligheder i hhv. Mejlgade og Badstuegade og vi savner ikke de mange solskinsdage med store, tunge skygger der blev kastet over både baggårde og udendørsområder.
Vi bakker derfor op omkring bevarelsen af de grønne områder samt frustrationerne over de meget høje huse langs Viborgvej - og vi vil glæde os meget til etableringen af et endnu grønnere og mere inspirerende miljø omkring Hasle Torv, som ikke kun er godt for øjet - men især for sjælen i en hektisk storby som vores med fuld fart på byfortætningen.
Vi tilslutter os derfor 100% høringssvaret af den 5. maj indsendt af Anja Skott, der meget præcist indeholder nogle af de samme spekulationer, som vi har gjort os.
Bedste 8210-hilsener
Trine og Marco
Stejlagervej 12, Hasle