Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg - Grøndalsvej 3 og 10

høringsvar vedrørende ny byudvikling på Grøndalsvej 3 og 10

Høringsvar vedrørende ny byudvikling Grøndalsvej 3 og 10

Viby Fællesråd glæder sig til at se det kommende og mere gennemarbejdede lokalplans forslag for byggeri på Grøndalsvej 3-10. Vi taler om et meget stort område, som kan skabe grobund for et helt nyt byområde i Viby indeholdende flere af de ting, som allerede er skitseret i det foreløbige materiale – varierende boligtyper – lettere erhverv – børneinstitution - bofællesskabsmuligheder m.m.
Det bliver spændende at følge det videre udviklingsarbejde, og Viby Fællesråd vil fortsat meget gerne deltage i det fremtidige arbejde med projektet.

Det kan være svært på dette tidlige tidspunkt i processen, hvor mange ting endnu kun er på tanke- og ideplan, at kommentere helt konkrete udspil, men Viby Fællesråd vil dog gerne sige følgende:

I ”Viby Fortællingen”, som Viby Fællesråd udgav i 2017, har Fællesrådet formuleret klart og tydeligt, hvad vi mener om nybyggeri i Viby.

Det skal tilpasses de omkringliggende byggerier. Nybyggeri skal etableres i tæt dialog med områdets borgere, og så skal der primært ikke bygges højere end i tre etager.

Dette har vi i Fællesrådet valgt som et værdisæt af stor betydning – vel vidende, at der omkring Viby Torv er bygget og kan bygges højere, og vel vidende, at der i den nye helhedsplan for Viby (”Bedre By i Viby”) kan dispenseres og bygges højere end de anbefalede 2-4 etager.

Når det er så magtpåliggende, for Viby Fællesråd gang på gang at understrege vigtigheden af, at der ikke må bygges for højt i Viby, ja så ligger svaret ganske ligetil. Prøv at tage et vue ud over vores bydel. Der er ikke bygget højt i Viby.

På det nys afviklede digitale borgermøde, lå det i kortene, at udvikler vil bygge højt langs Skanderborgvej og langs Ravnsbjergvej, og at man vil benytte sig af muligheden via den kattelem, som helhedsplanen har anført.

Argumentet har formentlig rod i byrådets ønske om fortætning af aksen Skanderborgvej, ligesom der vel også ligger økonomiske overvejelser fra udviklers side. På mødet blev det også fremført, at de høje bygninger ud mod Skanderborgvej og Ravnsbjergvej kunne have en støjdæmpende effekt.

Det er muligt, men det er også en stor sandsynlighed for, at hvis man ikke tilpasser byggehøjden med områdets eksisterende udformning og bygger for højt, vil det bevirke skyggegener for beboerne i bl.a. Vårkærparken. Desuden kan man formode, at byggeriet bag de høje blokke vil virke mindre attraktivt på kommende købere/lejere.

Og netop det attraktive element i byggeriet er centralt for Viby Fællesråd. Det er vores store ønske, at man med dette kommende byggeri vil gøre sig optimal umage med at gøre det så spændende og attraktivt for så mange som muligt. Et byggeri som kan tiltrække forskellige borgergrupper til Viby (familier, unge, ældre), og som kan medvirke til at skabe et sundt og godt liv i området, og frem for alt medvirke til, at vi ad åre ikke får endnu et mere eller mindre belastet boligområde i Viby.

Byg derfor ikke for højt, men varieret med forskellige boligtyper og tænk på grønne arealer til
frirum, leg og afslappelse. Kig eksempelvis på Høiriisparken i Brabrand, som et smukt eksempel på, hvordan det kan gøres. Her var der også planlagt byggeri i højere etagemeter, men bygherre og andre fornuftige mennesker valgte at sætte højden ned. Man kan også kigge i nærområdet (skråt overfor Jyllandsposten) og betragte Grønnegården, som et ældre men veltilpasset byggeri.

Viby Fællesråd opfordrer til, at kommunen sikrer reel borgerinddragelsen i det videre arbejde med lokalplanen som en del af helhedsplanen for Viby. Det er helt essentielt for bydelens udvikling og borgernes ejerskab til nye boligområder.
Planen for området bør udvikles i tæt dialog med borgerne og respektere borgerne og deres indsigelser, så der kan ske en konstruktiv dialog om disse.
Borgere oplever ofte, at deres input og meninger ikke bliver hørt på trods af et stort antal høringssvar og indlæg i offentlige debatter. Vi håber ikke, det bliver tilfældet i denne sag.

Et andet område, som der skal tages meget hensyn til i forbindelse med det kommende byggeri er de trafikale forhold. Der er desværre en tendens til – set i lyset af vedtagelsen af de seneste lokalplaner i Viby – at trafikken stort set er glemt, og at man først skal til at finde ud af de trafikale løsninger, når der er bygget.

Her er vi fuldstændig enige i det høringsvar som Michael Hytting (i øvrigt med i Viby Fællesråd) har indleveret. Han skriver:

Opmærksomheden skal henledes på, at uanset om der etableres udkørsel fra området ad Vårkjærvej til Skanderborgvej eller fra Grøndalsvej til Ravnsbjergvej/Skanderborgvej, så vil der helt sikkert opstå flaskehalsproblemer ved adgang til Skanderborgvej.

Hvis det estimerede antal boliger etableres, må der forventes mange flere biler, som skal have adgang til Ravnsbjergvej og Skanderborgvej. Hvordan har man så tænkt sig at få den forøgede trafikmængde ud på Skanderborgvej, når der, hvis ramperne ved motorvejen også etableres ud i fremtiden, må forventes en kraftig forøget trafik på Ravnsbjergvej.

Hvis der etableres forretninger, som skitseret i den foreløbige plan, skal der også indregnes adgang til og fra området for disse bilister.

Viby Fællesråd så gerne, at det politiske system tænkte i helheder.

En stor og gennemgribende trafikplan for vores område.

En byggeudviklingsstrategi kunne være lavt byggeri på Jyllandspostens grund og højere byggeri overfor på Arlagrunden (Store Ravnsbjerg). Vi ved, at området kommer i spil på et eller andet tidspunkt. Det vil der være perspektiv i og give Viby nye og spændende boligområdet – til gavn for dens borgere.

p.v.a. Viby Fællesråd/ Hans Peter Mehlsen (formand)
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Viby Fællesråd v. Hans Peter Mehlsen

Indsendt

17/05/2021 14:38

Sagsnummer

HS5341832

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Viby
Hørings-id

H287

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00