Forslag til Udviklingsplan for naturbydelen Marienlyst samt Tillæg nr. 97 til Kommuneplan 2017
Høringssvar
Vedr. Aarhus Kommune:
a) Forslag til Udviklingsplan for Naturbydelen Marienlyst samt tillæg nr. 97 til kommuneplan 2017
b) Herunder: Projektering og VVM-undersøgelse af Ny
På vegne af følgende arealer/ejere:
Jørgen Buhl, Matrikel 8c, Kasted by, Kasted
Kurt Jensen, Matrikel 9e, Kasted by, Kasted
Susanne Rask & Michael Andersen
Matrikel 20 og 29b, Kasted/Tilst By/Kasted/Tilst
-fremsendes hermed nedenstående høringssvar vedr.:
Udviklingsplanen for Marienlyst og de forudsatte linjevalg for den Nye Brendstrupvej med en tilhørende østlig eller vestlig linjeføring.
Baggrund:
Aarhus Kommune har i forbindelse med udarbejdelse af Udviklingsplanen for Marienlyst udarbejdet to linjeføringsforslag for en ny kommende vej kaldet Brendstrupvejen (S/N) fra Viborgvej til Søften- Motorvejen.
Linjeføringsforslaget indeholder en vestlig og en østlig mulighed. Begge linjeføringer vil imidlertid gennemskære vore ejendomme med bevaringsværdigt landskab og begge linjeføringer er uønskede.
Vi kan forstå, at Aarhus Kommune har arbejdet med planerne om vejforbindelsen gennem en årrække, men ingen af ejerne er på noget tidspunkt i forløbet blevet kontaktet herom af Aarhus Kommune.
Vi har dog fra andre involverede i udviklingsplanerne fået oplyst, at Aarhus Kommune har udtrykt, at de har til hensigt at indlede ekspropriation af vores ejendomme for etablering af en af de to linjeføringer?
Som processen er tilrettelagt af Aarhus Kommune, vil de viste linjeføringer danne grundlag for en fremtidig VVM-undersøgelse og dermed implicit fastlåse de to muligheder, uden at det reelt er undersøgt om, der findes andre muligheder og ligeværdige alternativer, der ikke berører vores ejendomme, og uden vi har haft reelle muligheder for rettidigt at give vores mening til kende på lige fod med andre ejere og institutioner i området, -eksempelvis institutioner som Agro Food Park.
Linjevalgsundersøgelserne, som synes ufuldstændige og ikke fyldestgørende, vægter på forhånd private og halv-private særinteresser, som ikke harmonerer med Aarhus Kommunes vision omkring en bæredygtig udvikling og et mere blåt og grønt Aarhus. En vision og en parole som netop bør tage sit afsæt i hensynet til landskabet, naturen og topografien for området.
Efter vores opfattelse er de foretagne linjevalgsundersøgelser ikke tilstrækkelige til at danne grundlag for den fremtidige proces omkring VVM med efterfølgende ekspropriation for øje.
Det kan umiddelbart påvises, at der findes alternativer til de to foreslåede linjeføringer, der relateret til natur- og landskabsinteresser er lang mere skånsomme, -har en fordelagtig økonomi og er helt ligeværdige hvad angår plan-, klima- og trafikmæssige forhold. Et eksempel som følger:
Såfremt den foreslåede østlige linjeføring forskydes blot 100 -150 m i østlig retning til kanten af og ind på Agro Food Parks ideoplæg og påtænkte udviklingsområde, -som iht. kommuneplantillægget er udlagt til erhvervsområde, -vil det indebære, at vejen på en strækning op til 500 m vil forløbe helt uden om det bevaringsværdige landskab og landskab med særlig god landskabskarakter.
Linjeføringen vil uden særlige udfordringer kunne planlægges og inkorporeres i det 45 ha store kommende udviklingsområde for Agro Food Park, uden at udviklings-og byggemulighederne for Parken hermed reduceres. Vejforløbet vil samtidigt med denne simple forskydning i højere grad komme uden om den undersøgte korridor, hvor det kan forventes, at der findes fortidsminder.
Denne forskudte linjeføring vil endvidere være kortere og dermed være økonomisk fordelagtig og vil vedr. plan-, klima- og trafikmæssige forhold være helt på højde med den af rådgiveren Arkitema/Cowi viste østlige linjeføring.
Ovenstående er et alternativt valg, som ikke burde være svært at træffe, hvis Aarhus Kommune reelt ønsker at beskytte og værne om de bevaringsværdige landskaber og landskaber med særlig god landskabskarakter.
Sammenfatning:
Som grundejere af de berørte arealer anbefaler vi at:
a) Det østlige linjevalg vælges, -og men forskydes 100-150 m i østlig retning.
b) Der udføres en linjevalgsundersøgelse, der som minimum kan rumme ovenstående forskydning af den østlige mulighed, -i østlig retning, -og at denne linjeføring lægges til grund for en bredere VVM, der kan omfatte ovenstående.
c) Linjevalgsundersøgelserne udføres i en proces, hvor der ikke på forhånd tages hensyn til de private udviklere og andre ejere og institutioner, som har særinteresser i området.
Såfremt Aarhus Kommune mod vores forventning ved responsen på vores høringssvar vil afvise af undersøge disse ligeværdige alternativer, skal vi af hensyn til den fremadrettede proces venligst anmode Aarhus Kommune om fagligt og kvalificeret at begrunde afvisningen.
Særligt vedrørende ejendommen Revelhøjvej 21, 8200 Aarhus N.
Ovenstående forskudte linjeføring (samt Aarhus Kommunes eget forslag) vil i realiteten eliminere ejendommen Revelhøjvej 21, 8200 Aarhus N, som er vores gode nabo.
Som eneste privat ejede ejendom i tilknytning til udviklingsområdet, -hvis grundlæggende præmis for realisering er udbygning af infrastrukturen i området, -vil denne ejendom blive nedrevet eller blive nærmest uanvendelig som bolig og fritids-landbrug ved udførelse af den Ny Brendstrupvej.
Vort forslag om en linjeføring gennem eller meget nær ved denne ejendom fordrer, at der via alle udviklere og interessenter inden for udviklingsområdet laves en frivillig aftale med ejeren, der positivt imødegår ejeren og familiens reelle tab af ejendomsværdi og tab af bo- og livskvalitet, og som muliggør et tilsvarende alternativ i nærområdet.
På vegne af ovenstående ejere
Jørgen Buhl
Revelhøjvej 11
8200 Århus N
Download høringssvar som pdf